Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

Træning og bevægelse

Ofte stillede spørgsmål

Her kan du få svar på ofte stillede spørgsmål i forbindelse med træning i Brøndby Kommune.

Jeg har fået en henvisning - hvad gør jeg?

Inden for de første 5 arbejdsdage efter modtagelse af din genoptræningsplan, vil du modtage en skriftlig bekræftelse fra os, samt yderligere praktisk information i forbindelse med din genoptræning. Du vil blive kontaktet af os indenfor 15 arbejdsdage med tilbud om opstart på genoptræningen, det vil ske enten via telefon eller elektronisk post.                          

-hvis du ikke er tilmeldt digitalpost, vil denne post blive sendt til dig med postvæsenet, og må derfor beregne at der kan gå 3-4 hverdage fra afsendelse til modtagelse

Genoptræningen foregår i langt de fleste tilfælde i Træningscenter Brøndby, men kan også foregå i dit hjem, eller på ældrecenter, derudover har vi et 3. kommunalt samarbejde imellem Vestegnskommunerne Albertslund, Glostrup & Brøndby, derfor kan din genoptræning finde sted på en af de lokationer, alt efter henvisningsdiagnosen.

Albertslund Kommune:

Træningscentret Humlehusene 3, 2620 Albertslund - tlf. 43 68 77 85

Glostrup Kommune:

Træningscentret, Dommervangen 4, 1. sal., 2600 Glostrup - tlf. 43 46 85 00

 

Hvordan foregår træningen - på hold, individuelt, eller i eget hjem?

De fleste træningsforløb foregår som holdtræning i en af Træningscenterets sale, men kan også foregå udendørs, hvor vi også har særdeles gode træningsfaciliteter.  

 

Du kan i særlige tilfælde få individuel træning, hvis der er forhold, der gør, at du ikke kan deltage på holdtræningen. Der kan også være brug for at du i en kortere periode træner individuelt, for derefter at overgå til holdtræning. Det er op til den enkelte terapeut der vurdere ud fra en faglig undersøgelse, hvilket tilbud du skal have.

 

Hvis det ikke er muligt eller hensigtsmæssigt, at du møder op til træning her i Træningscenteret, er det muligt at træne med en fysio- eller ergoterapeut i eget hjem. Det kan være et væsentligt element at inddrage de hjemlige omgivelser i træningen i særlige tilfælde. Det er terapeuten, der vurderer, hvor træningen vil være mest hensigtsmæssig.

 

Hvad skal du være opmærksom på, når du har en aftale?

 For at få noget ud af træningen er det vigtigt, at.: 

  • du kommer til de aftalte tider
  • du selv træner ifølge terapeuternes anvisninger i perioderne mellem træningen
  • du er forpligtet til at melde afbud ved sygdom eller lignende. Hvis du udebliver gentagne gange, vil vi vurdere om dit forløb skal afsluttes 
    Har du mange afbud, kan terapeuten vurdere, at det er mere hensigtsmæssigt at standse træningen, og lade dig træne videre selv

Hvad skal jeg medbringe til træning

Til træning skal du huske følgende:

  • skridsikre indendørssko
  •  løstsiddende tøj som du kan træne i

  • vi har gode separate omklædnings - og badefaciliteter, hvis du ønsker et bad efter træning 

Kørselsmuligheder​

Til nogle af træningstilbuddene kan du evt. få bevilliget transport til og fra træning efter behov. Det er visitatoren, samt den enkelte terapeut, som sammen med dig vurderer , om du har behov for transport, eller om du eventuelt som et led i din træning skal gå eller tage bussen.

Har du ikke fået bevilliget kørsel til genoptræning, kan du som alternativ til bussen benytte Movia Flextur, her bliver du afhentet ved din egen bopæl, og kørt til træning. Du skal selv kontakte Movia Flextur se yderligere information på deres hjemmeside: Movia Flextur 

Hvor ligger Kontinensklinik Brøndby

Kontinensklinik Brøndby flyttede pr. 1. august 2015 til nye lokaler i Sundhedshuset v/Brøndby Rådhus, adressen er: Park Allé 156, 2605 Brøndby

Job i Træningscenter Brøndby​

Træningscenter Brøndby er en dynamisk arbejdsplads med en personale sammensætning bestående af fysioterapeuter, ergoterapeuter, visitation, administration og ledelse og er i alt 70 ansatte. Vi søger derfor med jævne mellemrum nye medarbejdere særligt indenfor for områderne: Reumatologi, ortopædkirugi, neurologi, apopleksi, og geriatri.

 Sådan søger du
Vi vil foretrække at få din ansøgning elektronisk via Brøndby Kommunes hjemmeside. Brug linket i stillingsopslaget.

Vi tager ikke imod uopfordrede ansøgninger, men er der stillinger, du er særligt interesseret i, kan du oprette en jobagent i vores Jobunivers.

Læs om at være medarbejder i Brøndby Kommune

Træningscentret som uddannelsessted

Fysioterapeut-studerende

Træningscenter Brøndby er klinisk undervisningssted for fysioterapeut-studerende tilknyttet Professionshøjskolen Metropol og til det er der ansat en klinisk underviser i fysioterapi. Vi modtager 6 gange om året 3-4 studerende, der er forskellige steder i uddannelsesforløbet. Der afholdes eksamen ved de 2 længste forløb.

 

Ergoterapeut-studerende

Træningscenter Brøndby modtager 3-4 ergoterapeutstuderende på 1. modul og – som noget nyt i 2013 - 3. modul to gange årligt á 14 dages varighed. De studerende følger ergoterapeuternes arbejde og modtager undervisning, vejledning og supervision og får derved indblik i kommunens organisering og ergoterapeutens funktioner og roller.  

Rehabilitering Brøndby

Rehabiliteringen Brøndby

Hvem er vi?

Rehabiliteringen Brøndby er en genoptræningsafdeling med 10 døgnpladser, hvor du som borger er indlagt, og bliver tilbudt træning alt efter behov. Rehabiliteringen er en særafdeling på Gildhøjhjemmet, hvor der både er sygeplejersker, sosu’er, ergo- og fysioterapeuter.

Hvem er du?

Du er borger i Brøndby Kommune, som efter endt hospitalsindlæggelse ikke er i stand til at klare dig i eget hjem. Man kan også få en plads på Rehabiliteringen, hvis ens funktionsniveau er faldet så meget, at det skønnes relevant for borgeren med et ophold.

Hvad er formålet?

Det overordnede mål med genoptræning i døgnregi på Rehabiliteringen er at gøre den enkelte borger i stand til at komme tilbage i egen bolig.

Hvordan foregår træningen?

Der er træning med enten ergo- eller fysioterapeut. Dette kan enten foregå individuelt eller sammen med nogle af de andre borgere på afdelingen. Derudover er der træning med plejen i dagligdagsaktiviteter i løbet af dagen. Tanken er, at borgerne hjælper til på afdelingen i det opfang de kan, for at forberede dem på dagligdagen i egen bolig. Personalet tænker træning ind i alle aspekter af hverdagen, og forsøger i et tæt samarbejde hele tiden af løfte den enkelte borgers funktionsniveau.

Hvordan bliver jeg henvist?

Under hospitalsindlæggelse vurderer personalet, om der er behov for en ekstra indsats, når borgeren skal hjem. Er dette tilfældet, bliver kommunens udskrivningskoordinatorer kontaktet, og de kan indstille Brøndby borgere til ophold på Rehabiliteringen. Er borgeren i eget hjem, skal kommunens trænings visitatorer kontaktes.

Hvem er vi - Geriatrisk team?

Hvad er Geriatri?

Dette speciale omfatter sygdomme hos ældre mennesker, herunder problemer inden for det, fysiske, mentale, funktionsmæssige og sociale. En geriatrisk patient har typisk flere samtidige sygdomme, aldersforandringer og påvirket funktionsevne, hvorfor patienten ikke kan afgrænses på enkelte diagnoser.

Immunforsvaret bliver dårligere med årene, og derfor kan sygdomme, der ofte nemt kan kureres, være livstruende for ældre mennesker. Størstedelen af de geriatriske patienter er over 70 år, mens problemer, der kræver geriatrisk indsats forekommer oftest hos patienter over 80 år.

Hvem er vi?

Geriatrisk Team består af ergoterapeuter og fysioterapeuter med kompetencer inden for geriatriske lidelser. Vi arbejder mono- og tværfagligt for at kunne hjælpe dig bedst muligt.

Hvem er du?

Borger i Brøndby Kommune med problemer inden for det geriatriske område. Du har behov for sundhedsfremmende, forebyggende eller rehabiliterende fysioterapeutisk indsats. Indsatsen retter sig mod aldersrelaterede forandringer fysisk, 

Hvad er formålet?

Formålet med træningen er at øge din selvstændighed og gøre dig mere selvhjulpen i din dagligdag. I samarbejde med terapeuterne sætter du et eller flere mål for, hvad du gerne vil opnå med træningen. Disse mål kommer til at danne grundlag for træningen. 

Hvem er vi - Neurologisk team?

Hvad er neurologi?

Neurologi er et medicinsk speciale, som omfatter sygdomstegn og sygdomme i nervesystemet. Det gælder både sygdomme i centralnervesystemet (hjerne og rygmarv) og i nerverne/nervebanerne ude i kroppen (perifere nerver). Patienter med neurologiske lidelser bliver ramt på deres funktionsevne, herunder deres muligheder for at deltage i familiens aktiviteter, deres skole /uddannelsesmuligheder, deres arbejdsevne og deres evne til at indgå i sociale sammenhænge.

Hvem er vi?

Neurologisk Team består af ergoterapeuter og fysioterapeuter med kompetencer indenfor neurologiske lidelser som f.eks. apopleksier (blodpropper i hjernen), aneurisme bristninger (blødninger i hjernen), Parkinsons og Sklerose. Vi samarbejder tæt tværfagligt, for at favne den enkelte borger bedst muligt.

Hvem er du?

Du er borger i Brøndby Kommune, som enten har været indlagt, eller har været i kontakt med vores træningsvisitator. Du lider af en af ovenstående lidelser, eller en anden neurologisk lidelse, og har brug for træning, for at kunne klare flere ting i din dagligdag.

Hvad er formålet?

Formålet med træningen er, at øge din selvstændighed og gøre dig mere selvhjulpen. I samarbejde med terapeuterne sætter du et eller flere mål for, hvad du gerne vil opnå med træningen. Disse mål kommer til at danne grundlag for træningen. 

Hvem er vi - Ortopædkirurgisk/Reumatologisk team?

Hvad er ortopædkirurgi?

Ortopædisk kirurgi omfatter behandlingen af muskuloskeletale lidelser fra slidgigtsygdomme, knoglebrud, ledbåndsskader, bløddelsskader, medfødte deformiteter, svulster, idrætsskader, amputationer og muskellidelser.
Udredningen baseres på sygehistorie og en grundig undersøgelse og ofte suppleret med røntgenbilleder eller CT- og/eller MR-skanning.

Hvem er vi?

Ortopædkirurgisk Team består af ergoterapeuter og fysioterapeuter med kompetencer inden for ortopædkirurgiske lidelser. Vi samarbejder tværfagligt for at kunne hjælpe dig bedst muligt.

Hvem er du?

Du er borger i Brøndby Kommune og har en ortopædkirurgisk diagnose. Denne kan være nyopstået eller du kan have haft den i længere tid. Du kan være så påvirket eller hæmmet i din hverdag og dit liv, så du har behov for træning for selv at kunne klare dig i dagligdagen med mindst mulig hjælp.

Hvad er reumatologi?

Reumatologi er et medicinsk speciale, som stiller diagnose og behandler medicinske sygdomme i bevægeapparatet. Det er en uensartet gruppe af sygdomme, som fremkalder smerte og tab af bevægelsesfunktion. Reumatisk sygdom omfatter både sygdomme i et eller få områder af kroppen, og sygdomme, som skyldes en sygdom i hele organismen (en systemsygdom).
Symptomerne ved reumatisk sygdom domineres af smerte og ubehag fra muskel- og skeletsystemet. Begrebet reumatisme beskriver smerter i bevægeapparatet.
Sygdomsområdet domineres af to hovedgrupper: Betændelsessygdomme (inflammatoriske sygdomme) og slidgigtssygdomme (degenerative sygdomme).

Hvem er vi?

Reumatologisk Team består af ergoterapeuter og fysioterapeuter med kompetencer inden for reumatologiske lidelser. Vi samarbejder tværfagligt for at kunne hjælpe dig bedst muligt.

Hvem er du?

Du er borger i Brøndby Kommune og har en reumatologisk lidelse. Denne kan være nyopstået eller du kan have haft den i længere tid. Du kan være så påvirket eller hæmmet i din hverdag og dit liv, så du har behov for træning for selv at kunne klare dig i dagligdagen med mindst mulig hjælp.

Hvad er formålet?

Formålet med træningen er at øge din selvstændighed og gøre dig mere selvhjulpen i din dagligdag. I samarbejde med terapeuterne sætter du et eller flere mål for, hvad du gerne vil opnå med træningen. Disse mål kommer til at danne grundlag for træningen.

Skrevet af Brøndby Kommune

Kontakt os

Se hvordan du kommer i kontakt med Brøndby Kommune om din træning.
Hvordan har du det? - spørgeskema om din sundhed

Spørgeskema om din sundhed

Har du modtaget et spørgeskema, deltager du i lodtrækningen om flotte præmier, når du svarer.