Borgmester
Ib Terps tale:
Velkommen til Brøndby – og velkommen her i Børnehuset Svanen.
Da Mary Fonden tilbage i foråret 2011 spurgte os, om vi ville være del af et pilotprojekt ’LæseLeg’, skulle vi ikke have meget betænkningstid.
Formålet med LæseLeg er at gøre børn glade for ord og udvikle deres ordforråd. Hvem siger nej tak til sådan et tilbud?
Og det at forskningsresultaterne fra LæseLeg netop offentliggøres i Brøndby falder godt i tråd med det fokus, vi i forvejen har for at sikre vores børn en god sproglig udvikling. Vores fornemmeste opgave er at skabe nogle sikre, trygge og inspirerende rammer at vokse op i, så børnene kan føle sig glade i deres hverdag.
Derfor er vi meget optaget af en tidlig indsats i forhold til børns sproglige udvikling. Sproget er en af grundpillerne i vores børns udvikling og læring. Men også en af forudsætningerne for at deltage i fællesskabet.
Og der er blevet arbejdet både ihærdigt og engageret med LæseLeg i alle de tre dagtilbud i Brøndby, som har været en del af pilotforsøget.
Nu vil jeg ikke løfte sløret for de konkrete resultater. Det overlader jeg trygt til Mary Fondens direktør Helle Østergaard.
Men det er jo ikke nogen hemmelighed, at LæseLeg er blevet særdeles positivt modtaget her i Brøndby.
I arbejdet med børns sproglige udvikling, har metoderne i LæseLeg gjort det til et sjovt og nemt forløb for både børn og voksne. Jeg har hørt fra pædagogerne at børnene er blevet sprogligt stærkere og mere modige. Mange har fået øje på kammerater de ikke tidligere legede med og fællesskabet er blevet større.
Så det er godt at LæseLeg gør vores børn glade for ord. Men det er endnu bedre, at de leger sig ind i fællesskabet.
Og så er det ikke kun børnene, der får noget ud af indsatserne: De pædagogiske medarbejdere oplever også, at LæseLeg løfter deres faglighed.
De fortæller, at de er blevet mere bevidst om hvordan deres pædagogiske arbejde har en direkte afsmittende effekt på børnenes sprog og deres ordforråd. De fortæller også at LæseLeg giver en positiv og glad energi, som giver børnene mere selvtillid – også til at indgå i nye relationer. Det har alle børn glæde af. Både dem der allerede mestre sproget, og dem der har et mindre udviklet sprog som fx nogle af vores flersprogede børn.
På baggrund af de gode resultater har vi derfor besluttet at udbrede LæseLeg til samtlige 26 dagtilbud.
For 1924 børn i Brøndby Kommune bliver LæseLeg dermed en fast pædagogisk aktivitet, som allerede er indskrevet i vores kvalitetsrapport.
Det betyder at vi vil afholde kurser for vores pædagogiske personale, og det betyder, at der vil blive indkøbt materialer fra LæseLeg til samtlige dagtilbud.
Så jeg vil gerne slutte med at sige tak til Mary Fonden for invitationen til pilotprojektet.
Også tak til pædagogerne her i Brøndby: Jeres rolle med at fortælle historier, med at lytte og lege børnene til et større ordforråd og adgang til fællesskabet er en vigtig og værdsat opgave, som I har taget på jer med stor entusiasme. I kan give vores børn nogle af de kompetencer, som står øverst på de fleste børns ønskeseddel.
Og nu vil jeg overlade ordet til Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary.