Familiehuset i Brøndby kommune.
Familiehuset er en forebyggende foranstaltning for familier med børn fra 0-18 år. Familiehuset er et tilbud efter Lov om social service (jfr. §52,stk.3, 3).
Målgruppen er børnefamilier i Brøndby kommune, der har behov for støtte og behandling til at skabe ændringer i familien med henblik på at sikre børnenes udvikling og trivsel.
Familier kan få hjælp til:
- Vanskeligheder/usikkerhed med opdragelse og omsorg for børnene
- Alvorlig bekymring for børnenes trivsel og udvikling
- Hjælp til styrkelse af forældreevne/-kompetencen, som måske skal støttes for at undgå anbringelse af barnet udenfor familien
- Krise i familien
- Fødselsdepression
- Parforholds-problematikker, der påvirker børnene
Undtaget er familier med udtalte psykiatriske og/eller misbrugsproblemer.
Medarbejderne i Familiehuset består af 8 familiebehandlere og en leder, og udgør en tværfagligt sammensat personalegruppe bestående af: psykologer, pædagoger og socialrådgivere, alle med relevant efteruddannelse.
Henvisning til Familiehuset sker gennem sagsbehandleren i Børne- Familieafdelingen, som kan kontaktes på tlf. 43 28 28 28, men man er altid velkommen til at kontakte os i Familiehuset for spørgsmål:
Familiehuset, Horsedammen 42 gang C, 2605 Brøndby, tlf. 43 28 26 85
Metoder og indsatsformer
Familiehuset arbejder med hele familien og netværket omkring barnet/familien. Udgangspunktet for Familiehuset er en række metoder knyttet til systemiske og narrative indsatsformer tilpasset de enkelte familiers og børns behov.
Vi gør i familieindsatsen f.eks. brug af:
- Familiesamtaler, Forældre- og parsamtaler, Børnesamtaler
- Familieaktiviteter, Relationsudvikling bl.a. med brug af video (”Marte-Meo” metoden), Gruppe- og flerfamilietilbud, Netværksmøder
- Samværs- og sociale aktiviteter, jfr. Familiecafé-tilbud
- Konsultation for andre faggrupper, Krise- eller akutsamtaler, Undervisning
Efter aftale med sagsbehandler og familien selv aftales behandlingsforløb, incl. mål, der ønskes opfyldt, deltagelse, omfang mm. i forløbet, der som udgangspunkt er på 6-7 måneder med mulighed for forlængelse. Samarbejdet med familien kan efter aftale finde sted i Familiehuset eller i hjemmet.
Familiehuset medvirker i andre tilbud til familier:
Hjælp til unge gravide og nyblevne forældre under 22 år i tilbuddet: ”Ung Familie på Vej", som ikke er en foranstaltning og finder sted i samarbejde med Sundhedsplejen, se beskrivelse her.
Indgår i Åben, Anonym Familierådgivning fra 1.1.2009, som finder sted i Familiehusets lokaler, se egen beskrivelse.
AFR, den Åbne Anonyme Familierådgivning, er lukket i skolernes sommerferie.
AFR, den Åbne Anonyme Familierådgivning, er lukket tirsdag den 1. maj 2012.
Fast åbningstid resten af året: tirsdage kl. 15-18 i Familiehuset.