Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

Familie og børn

Navneændring

Hvis du har fast bopæl i Danmark, har du mulighed for at søge om navneændring

Hvis du vil...

Her kan du søge om navneændring med NemID, tryk på 'Start'. Ansøgningen behandles i sognet, hvor du bor. Hvis du er født i Sønderjylland, behandles den i din sønderjyske fødekommune.

Find kontaktoplysninger til dit bopælssogn herunder.

Find kontaktoplysninger til de sønderjyske kommuner eller læs mere om registreringer i Sønderjylland herunder.

Husk at vedhæfte dokumentation

Hvis du er født i Grønland, Færøerne eller udlandet, eller hvis din fødsel er registreret i et anerkendt trossamfund, skal du vedhæfte en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest.

Er dokumentet skrevet på andre sprog end norsk, finsk, svensk, islandsk, engelsk eller tysk, anbefales det også, at du vedlægger en oversættelse. Eventuelt skal du også vedlægge en attest eller tilsvarende, som afspejler dit nuværende navn, hvis det ikke fremgår af fødselsattesten. Sagsbehandleren kan forlange at få de originale dokumenter forelagt.

Her kan du søge om navneændring på din bryllupsdag med NemID, så det nye navn kommer til at stå på din vielsesattest. Tryk på 'Start'.

Hvis du søger om navneændring på din bryllupsdag, vil du normalt ikke få svar på din ansøgning inden vielsen. Navneændringen vil ske på bryllupsdagen, medmindre du inden vielsen har fået afslag på din ansøgning.

Ansøgningen behandles i sognet, hvor du bor. Hvis du er født i Sønderjylland, behandles den i din sønderjyske fødekommune.

Find kontaktoplysninger til dit bopælssogn herunder.

Find kontaktoplysninger til de sønderjyske kommuner eller læs mere om registreringer i Sønderjylland herunder.

Husk at vedhæfte dokumentation

Hvis du er født i Grønland, Færøerne eller udlandet, eller hvis din fødsel er registreret i et anerkendt trossamfund, skal du vedhæfte en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest.

Er dokumentet skrevet på andre sprog end norsk, finsk, svensk, islandsk, engelsk eller tysk, anbefales det også, at du vedlægger en oversættelse.

Eventuelt skal du også vedlægge en attest eller tilsvarende, som afspejler dit nuværende navn, hvis det ikke fremgår af fødselsattesten. Sagsbehandleren kan forlange at få de originale dokumenter forelagt.

Hvis du ikke kan få NemID, eller hvis den der skal godkende ansøgningen ikke kan få NemID, så kan I udfylde ansøgningen - til print.

Gælder det navneændring i forbindelse med vielse, skal du anvende blanketten 'Navneændring på bryllupsdagen - til print'.

For øvrige navneændringer anvend 'Ansøg om navneændring - til print'.

Ansøgningsblanket og eventuel kvittering skal sendes pr. brev til det sogn, hvor du bor. Hvis du er født i Sønderjylland, skal ansøgning og eventuel kvittering sendes til fødekommunen i Sønderjylland.

Find kontaktoplysninger til dit bopælssogn herunder.

Find kontaktoplysninger til de sønderjyske kommuner eller læs mere om registreringer i Sønderjylland herunder.

OBS: Du må ikke betale gebyr for navneændring via Netbank/Homebanking. Dokumentationen for, at du har indbetalt gebyr for navneændring, vil være den kvittering, som du har fået på posthuset eller i banken, og denne skal være vedhæftet ansøgningen om navneændring.

Der skal betales gebyr i forbindelse med navneændring, der dækker selve behandlingen af ansøgningen. Gebyret tilbagebetales derfor ikke, hvis ansøgningen ikke kan imødekommes. Gebyret skal være indbetalt, inden du indsender ansøgningen. Gebyret er på 480 kr. (2017).

Hvis du ikke kan betale med Dankort, skal du betale gebyret med girokort og ansøge om navneændring med blanketten 'Ansøg om navneændring - til print', som du printer og udfylder.

Vær opmærksom på at din dokumentation for, at du har indbetalt gebyret, er den kvittering, som du har fået på posthuset eller i banken, og denne skal være vedhæftet ansøgningen om navneændring. Du må derfor ikke betale girokortet via Netbank/Homebanking.

I nogle tilfælde er navneændringer gebyrfri. Det kan fx være, hvis navneændringen søges i forbindelse med bryllupsdagen, og der skabes en form for navnefællesskab, eller hvis navneændringen gælder for et barn under 18 år, som følge af én af forældrenes navneændring, og at der skabes en form for navnefællesskab.

Der skal kun betales ét gebyr, hvis navneændringen gælder ægtefæller, ugifte samlevende, børn under 18 år, søskende eller plejebørn under 18 år.

Læs mere om gebyr hos Ankestyrelsen.

Det er dét sogn, der er knyttet til din bopæl, der er sagsbehandler for din navneændring. Hvis du er født i Sønderjylland, er det kommunen, hvor du er født.

Find kontaktoplysninger til dit bopælssogn herunder.

Find kontaktoplysninger til de sønderjyske kommuner eller læs mere om registreringer i Sønderjylland herunder.

Ønsker du oplysninger om, hvilken dokumentation, der er brug for, skal du kontakte den myndighed, der skal behandle din ansøgning:

Find kontaktoplysninger til sognet, hvor du bor herunder.

Hvis du er født i Sønderjylland, skal du kontakte kommunen, hvor du er født.

Afhængigt af hvilken kommune du bor i, kan det være nødvendigt at bestille et nyt sundhedskort (gult sygesikringskort), og i nogle kommuner vil det koste et gebyr.

Pas

Du skal selv betale for et pas med dit nye navn på. Du kan søge om pas hos kommunen.

Kørekort

Du skal selv betale for ændring af kørekort eller evt. et duplikatkørekort.

Oplysning om navneændringen sendes automatisk til CPR/Folkeregistret, men du skal selv sørge for at give banker, forsikringsselskaber, arbejdsgiver, uddannelsesinstitutioner m.v. besked om dit nye navn.

Du skal ikke betale gebyr for en navneændring i forbindelse med vielse, hvis du søger senest tre måneder efter vielsen. Det forudsættes dog, at der ved navneændring i forbindelse med en vielse skabes en form for navnefællesskab mellem ægtefællerne.

Der er gebyr for navneændring i forbindelse med skilsmisse. Det gælder også, hvis du tidligere har båret det ønskede navn.

Læs mere under menupunktet "Gebyr for navneændring", hvor der også henvises til Ankestyrelsens hjemmeside.

På Ankestyrelsens hjemmeside kan du også læse mere om dine muligheder, hvis du ønsker navneændring i forbindelse med skilsmisse.

Hvis du ønsker at ændre dit barns navn, skal du i de fleste tilfælde ansøge om det med NemID:

Hvis barnet er under 12 år, kan han/hun blive bedt om at tilkendegive sin holdning til at skifte navn. Barnets holdning til navneændringen vil blive taget med i behandlingen af barnets ansøgning.

Børn over 12 år, skal give samtykke til deres navneændring.

Vær opmærksom på, at børn mellem 12-15 år ikke kan signere med NemID, og i de tilfælde skal I udfylde en ansøgning til print.

Børn mellem 15 og 18 år har NemID, men er ikke myndige. Det er den, der har forældremyndigheden, der skal indsende ansøgningen, og herefter skal barnet signere ansøgningen.

De personer, der har fælles forældremyndighed over barnet, skal begge signere ansøgningen.

Unge over 18 er myndige og skal selv søge om navneændring.

Hvis forældrene ikke har fælles forældremyndighed, gælder der særlige regler for ændring af børns navne.

Ifølge Navnlovens § 23 gælder følgende:

Hvis et barn bærer samme mellem- eller efternavn som en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden over barnet, skal der, inden der træffes afgørelse om ændring af det pågældende navn, indhentes en erklæring fra den nævnte forælder. Dette gælder også, hvis barnet bærer den pågældende forælders fornavn som mellem- eller efternavn.

Læs mere om navne i Navneloven og Vejledning om navne.

Hvis du vil vide, om det ønskede fornavn er godkendt, kan du se hvilke fornavne, der er godkendte på Ankestyrelsens hjemmeside.

Hvis det fornavn, du ønsker, ikke står på listen over godkendte fornavne, kan du søge om at få navnet godkendt her på borger.dk.

Ansøgningen behandles i sognet, hvor du bor, eller af personregisterføreren i kommunen, hvis du er født i Sønderjylland.

Find oplysninger om sogn på sogn.dk.

Find oplysninger om sønderjysk kommune.

Med samtykke fra ægtefælle eller samlever kan man godt tage vedkommendes mellem- eller efternavn.

Som samlevende skal man have boet sammen i mindst to år eller have et fælles barn under 18 år, som har/skal have navnet. Hvis I ikke kan få NemID, skal I udfylde en navneændringsblanket sammen med en samlivserklæring.

Er ægtefællen, samleveren, stedforældrene eller plejeforældrene afgået ved døden, kan du kun få deres navn, hvis deres nærmeste pårørende via blanketten, 'Erklæring fra nærmeste slægt' erklærer, at det er i overensstemmelse med afdødes holdning, at du kan få navnet.

Ansøgningen skal behandles i sognet, hvor du bor, eller af personregisterføreren i kommunen, hvis du er født i Sønderjylland.

Find oplysninger om sogn.

Find oplysninger om sønderjysk kommune.

Efternavne, der bæres af over 2.000 personer, er ikke beskyttede og kan derfor benyttes frit af enhver.

Er der 2.000 eller færre personer, der bærer efternavnet, skal du have samtykke fra samtlige bærere. Brug ansøgningen 'Samtykke til brug for ansøgning om navneændring'.

Ansøgningen behandles i sognet, hvor du bor, eller af personregisterføreren i kommunen, hvis du er født i Sønderjylland.

Hvis du ønsker at tage et helt nyt efternavn, der ikke allerede er i slægten eller bæres som efternavn her i landet, kan du søge om at få navnet godkendt.

Undersøg hos Danmarks Statistik om navnet allerede findes.

Ansøgningen behandles i sognet, hvor du bor, eller af personregisterføreren i kommunen, hvis du er født i Sønderjylland.

Find oplysninger om sogn. Find oplysninger om sønderjysk kommune.

Du kan bestille en attest med NemID.

Hvis ikke du har eller kan få NemID, skal du du henvende dig personligt til et kirkekontor. Hvis du eller én i familien netop har fået en navneændring med NemID, får anmelder automatisk tilsendt 'Bekræftelse af navn' til anmelders digitale post.

Til din information kan alle myndigheder se, når navneændringen er registreret i CPR.

Hvis du vil klage over personregisterførerens eller Statsforvaltningens afgørelse i forbindelse med din ansøgning om navneændring, kan du klage til Familieretsafdelingen i Ankestyrelsen.

Klagen skal du sende sammen med relevante bilag til den myndighed, som har truffet afgørelsen. Myndigheden videresender klagen og sagens akter til Ankestyrelsen.

Læs mere om klagemuligheder på Ankestyrelsens hjemmeside.

Skrevet af Kirkeministeriet

Læs også

På borger.dk

Andre sider

Hos Danmarks Statistik kan du finde statistikker over de mest populære navne og du kan se, hvor mange der hedder det samme som dig.