Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

Skilsmisse

Forældremyndighed

Voksen og barnehånd
Her kan du læse om, hvad det indebærer at have forældremyndighed over sit barn

Hvis du vil...

Hvis du og den anden forælder er enige om, at I skal have fælles forældremyndighed over jeres barn, skal I anmelde fælles forældremyndighed. Blanketten er en anmeldelse af en aftale og kan kun benyttes ved enighed.

Husk at hvis faderskabet ikke er fastslået, skal dette gøres inden der evt. søges om forældremyndighed.

Hvis du og dit barns anden forælder har fælles forældremyndighed, kan I aftale, at den skal ophøre. Hvis I er enige om, hvem af jer, der fremover skal have den fulde forældremyndighed, kan I udfylde denne blanket.
Hvis den ene af jer har fuld forældremyndighed over jeres barn, kan I aftale, at forældremyndigheden overføres til den anden forælder. Hvis I er enige om, hvem af jer der fremover skal have den fulde forældremyndighed, kan I udfylde denne blanket.
Hvis I ikke er enige i spørgsmål om forældremyndighed, bopæl eller samvær, skal du udfylde dette kontaktskema til Statsforvaltningen.

Hvis du har forældremyndigheden over dit barn, er det dit ansvar at forsørge og tage dig af barnet, frem til det fylder 18 år. Det betyder blandt andet, at du skal drage omsorg for barnet og sørge for, at barnet får mad, tøj, bolig mm. Du er også forpligtet til at beskytte barnet mod trusler af enhver art, og du skal sørge for, at alle barnets behov dækkes.

Hvis du og barnets anden forælder har fælles forældremyndighed over barnet, betyder det, at I er fælles om beslutningerne og sammen skal drage omsorg for barnet. Fælles forældremyndighed betyder dog ikke, at I skal være fælles om alle beslutninger. Den forælder, barnet har bopælsadresse hos eller bor mest hos, bestemmer selv en lang række ting.

Hvis du har forældremyndigheden alene – eneforældremyndighed – bestemmer du, hvad barnet skal og ikke skal. Du bestemmer for eksempel, hvad barnet skal hedde, hvor det skal bo, hvor det skal gå i skole, hvilken religiøs opdragelse barnet skal have og alt andet, der har betydning for barnet.

Når du har eller deler forældremyndigheden over et barn, er du også værge for barnet. Det vil sige, at du har ansvaret for barnets indtægter og eventuelle formue, frem til barnet fylder 18 år.

Når I som forældre går fra hinanden, bliver separeret eller skilt, sker der ingen ændringer med hensyn til forældremyndigheden. Det vil sige, at hvis I havde fælles forældremyndighed over jeres barn før samlivsbruddet, har I det også efterfølgende. Og hvis en af jer havde den fulde forældremyndighed over jeres barn – eneforældremyndighed – gælder den fortsat.

Forældremyndigheden følger ikke nødvendigvis barnets bopæl. Det vil sige, at selvom en af jer har eneforældremyndighed, kan barnet sagtens have bopæl hos den anden forælder. I kan også have en deleordning, hvor barnet er lige meget hos jer begge to.

Det er muligt at ændre forældremyndigheden, så den ændres fra fælles forældremyndighed til eneforældremyndighed eller fra eneforældremyndighed til fælles forældremyndighed. Den kan også i særlige tilfælde overdrages til en tredje part.

Hvis I som forældre er enige, kan I selv aftale, hvem af jer der skal have forældremyndigheden over jeres barn.

I kan ændre forældremyndigheden fra eneforældremyndighed til fælles forældremyndighed, fra fælles forældremyndighed til eneforældremyndighed samt overføre forældremyndigheden fra den ene forælder til den anden.

Aftalen skal anmeldes til Statsforvaltningen på en særlig blanket for at være gyldig. Blanketten skal underskrives af jer begge to. Når vi har modtaget anmeldelsen, sender vi jer en kvittering for modtagelsen. Når I har modtaget kvitteringen for anmeldelsen, er aftalen gyldig.

Du kan anmelde en ændring af forældremyndigheden over jeres barn ved at benytte en af følgende digitale blanketter:

  • Aftale om fælles forældremyndighed
  • Anmeld ophører af fælles forældremyndighed
  • Anmeld overførsel af forældremyndighed fra den ene forælder til den anden

Du og barnets anden forælder kan også aftale, at en anden end jer forældre skal have forældremyndigheden.

Hvis I har brug for hjælp til jeres forældresamarbejde og til at lave aftaler, som fungerer godt for jeres barn, kan I kontakte Statsforvaltningen. Det kan være, I er uenige om, hvor barnet skal bo, eller i tvivl om, hvem der skal have forældremyndigheden. Hvis I ønsker hjælp fra Statsforvaltningen, skal I udfylde og indsende "kontaktskema om forældremyndighed, bopæl og samvær". Her kan I beskrive, hvad I har brug for hjælp til.

Når Statsforvaltningen modtager jeres henvendelse, vurderer vi, hvordan vi bedst kan hjælpe jer. I langt de fleste tilfælde vil I blive indkaldt til et møde, hvor I kan få vejledning, børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling, så I selv kan finde gode løsninger for jeres barn. I første omgang forsøger vi at hjælpe jer til at blive enige om en løsning. Det er altid bedst for jeres barn, hvis I finder en løsning, I kan samarbejde om. Som en del af sagsbehandlingen kan vi også tage en samtale med barnet. Hvis det ikke lykkes for jer at blive enige om, hvem der skal have forældremyndigheden, eller hvor barnet skal bo, kan I bede Statsforvaltningen om at sende sagen videre til retten. Det skal ske senest fire uger efter, vi har afsluttet sagen. Statsforvaltningen kan nemlig ikke træffe endelig afgørelse om forældremyndighed og bopæl - det kan kun retten. Hvis vi vurderer, at der er behov for det, kan vi beslutte, hvem af jer der skal have forældremyndigheden eller bopælen midlertidigt. I skal være opmærksomme på, at retten kan kun ophæve den fælles forældremyndighed, hvis det vurderes, at I ikke kan samarbejde til barnets bedste.

Hvis I som forældre bliver uenige om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, er det Statsforvaltningen, der behandler sagen og hjælper jer til at finde en løsning. Statsforvaltningen belyser barnets perspektiv, og i nogle tilfælde taler Statsforvaltningen også med barnet.

Hvis jeres barn er fyldt 10 år, kan det selv bede Statsforvaltningen om at indkalde jer til møde om ændring af fx forældremyndighed og barnets bopæl. Det kaldes barnets initiativret.

Samvær og forældremyndighed har umiddelbart ikke noget med hinanden at gøre. Et barn har ret til begge forældre, og det er jeres ansvar som forældre, at barnet har en god kontakt til jer begge. Derfor kan du også se dit barn, selvom du ikke har forældremyndigheden over det. Barnet kan sågar være lige meget hos jer begge to, uden at I har fælles forældremyndighed.

I de fleste tilfælde laver forældrene selv aftaler om samvær. Hvis I ikke kan blive enige, kan I få hjælp i Statsforvaltningen.

Hvis du ønsker at klage over en afgørelse om forældremyndighed, skal du klage til Ankestyrelsens Familieretsafdeling. I første omgang skal du sende klagen til Statsforvaltningen. Herefter sender Statsforvaltningen din klage og alle sagens papirer videre til Ankestyrelsens Familieretsafdeling.

Du kan IKKE klage hvis…

- Statsforvaltningen har afsluttet en sag om forældremyndighed uden at opnå et resultat på grund af uenighed mellem dig og barnets anden forælder.

- Statsforvaltningen har afgjort en sag om forældremyndighed i forbindelse med, at en af forældrene er død.

Skrevet af Statsforvaltningen