Ferie

Dette indhold er hentet fra Borger.dk
Indhold fra Borger.dk

Placering af ferie

Den ferie, du optjener i et kalenderår, skal du som hovedregel holde i det efterfølgende ferieår. Ferieåret begynder 1. maj efter optjeningsåret og slutter 30. april året efter. Dvs. at den ferie, du optjener i fx 2010, skal holdes i ferieåret fra 1. maj 2011 til 30. april 2012.

Hovedferie og øvrige feriedage

Tre ugers ferie i sammenhæng kaldes hovedferien. Din hovedferie har du ret til at holde mellem den 1. maj og den 30. september. Efter aftale med din arbejdsgiver kan du dog holde hovedferien efter 30. september, eller du kan dele den op i to uger plus en uge eller i to uger plus fem enkeltdage. Dine øvrige feriedage kan ligge når som helst i ferieåret.

Din arbejdsgiver skal så vidt muligt imødekomme dit ønske om, hvornår ferien skal holdes. Hvis I ikke kan blive enige, bestemmer din arbejdsgiver, men så gælder der særlige regler om varsling af ferien.

Din arbejdsgiver kan ikke kræve, at du holder ferie på dage, hvor du i forvejen har fri. Det betyder, at du ikke kan holde fri på det ugentlige fridøgn - typisk søndag - og på søgnehelligdage m.v.

Din ret til ferie og feriepenge er som udgangspunkt tabt, hvis du ikke holder din ferie i det rigtige ferieår. Du kan dog i særlige situationer overføre ferie fra et ferieår til det næste eller få udbetalt feriepenge uden at have holdt ferien i ferieåret.

Du har ret til at holde op til fem ugers ferie i et ferieår, selvom du ikke har optjent ret til betalt ferie.

Din arbejdsgiver kan kun pålægge dig at holde ferie, hvis du har ret til betaling for ferien. Der er dog en undtagelse ved kollektiv ferielukning.

Feriehindringer

Overførsel af ferie

Udbetaling af feriepenge

Hvis I holder kollektivt ferielukket

Kollektiv ferielukning betyder, at en virksomhed holder helt lukket i en periode. Det kan også dreje sig om en afgrænset del af virksomheden, fx en produktionsenhed.

Hvis arbejdspladsen holder kollektivt ferielukket, kan din arbejdsgiver kræve, at du holder ferie, selvom du ikke har optjent ret til betaling for ferien.

Din arbejdsgiver kan bestemme, at du skal holde dine øvrige optjente feriedage, dvs. ikke hovedferien, mellem jul og nytår, hvis arbejdsgiveren ønsker at holde ferielukket i denne periode. Hvis du har optjent ret til mere end 15 dages betalt ferie, skal arbejdsgiveren reservere feriepenge svarende til det antal dage, arbejdsgiveren pålægger dig at holde i juleferien. Gør arbejdsgiveren ikke det, skal du have løn for de pågældende dage. Lønnen beregnes på grundlag af din sædvanlige løn i de sidste fire uger før jul. Hvis du højst har optjent 15 dages ferie, kan din arbejdsgiver kræve, at du holder ferie for egen regning under julelukning.

Ferieugen skal afspejle din arbejdsuge

Din ferieuge skal afspejle din arbejdsuge. Det gælder også, hvis du ikke arbejder i en femdages uge, eller hvis du arbejder i turnus.

Hvis du ikke arbejder om lørdagen

Din arbejdsgiver kan ikke lægge en feriedag om lørdagen, hvis du normalt ikke arbejder om lørdagen.

Hvis du arbejder om lørdagen

Din arbejdsgiver kan lægge en feriedag om lørdagen, hvis lørdag er en arbejdsdag for dig, men ikke på din erstatningsfridag. Din arbejdsgiver kan heller ikke lægge en feriedag på dit ugentlige fridøgn, der som oftest er søndag.

Hvis du arbejder fire dage om ugen

Den ugentlige, arbejdsfrie dag skal indgå og tælle med i ferieugen, hvis du arbejder fire dage om ugen. Hvis du holder fem ugers ferie i ferieåret, skal du derfor holde ferie på 20 arbejdsdage og fem arbejdsfrie dage.

Hvis du arbejder mere end fem dage om ugen

Du bruger ikke fem, men derimod seks feriedage, når du holder en uges ferie, hvis din arbejdsuge er længere end fem dage. Til gengæld optjener du så også 30 feriedage om året i stedet for de normale 25.

Turnusarbejde og ferie

Hvis du arbejder i turnus, skal din arbejdsgiver sørge for, at din ferie fordeles på lette og tunge arbejdsdage og arbejdsfrie dage. Strækker turnussen sig over to eller flere uger, kan du beregne, hvor mange feriedage, der skal lægges på henholdsvis arbejdsdage og arbejdsfrie dage.

Først skal du finde ud af, hvor mange dage du i gennemsnit arbejder om ugen. Det gør du ved at opgøre antallet af arbejdsdage i turnusperioden, som du så dividerer med antallet af uger i turnusperioden. Hvis gennemsnittet er fem dage eller mindre, optjener du 25 feriedage på et år. Hvis gennemsnittet derimod er mere end fem arbejdsdage per uge, optjener du 30 feriedage om året.

Herefter kan du ved hjælp af et skema beregne, hvor mange af dine feriedage, der skal ligge på arbejdsdage, og hvor mange feriedage, der skal ligge på arbejdsfrie dage.

Turnusarbejde og ferie - beregn dine feriedage (nyt vindue)

Varsling af ferie

Hvis din arbejdsgiver bestemmer, hvornår du skal holde ferie, skal du som hovedregel have det at vide senest tre måneder, før hovedferien begynder. Øvrige feriedage skal du som hovedregel have besked om senest en måned, før ferien begynder. Hvis du ikke har optjent over 15 feriedage, er alle dage hovedferie, og din arbejdsgiver skal derfor varsle ferien mindst tre måneder før.

Reglerne om varsling gælder også, hvis arbejdspladsen holder kollektivt ferielukket.

Du og din arbejdsgiver kan aftale en frist, der er kortere end henholdsvis en og tre måneder.

Ændring af ferie

Når din ferie er placeret, kan din arbejdsgiver kun i meget særlige situationer ændre ferien. Situationen kan fx være, at væsentlige, driftsmæssige hensyn gør det nødvendigt at aflyse ferien på grund af omstændigheder, som arbejdsgiveren ikke har haft mulighed for at forudse.

Din arbejdsgiver skal erstatte dit tab, hvis tabet skyldes ændringen af ferien. Det kan fx være, hvis du er nødt til at afbestille din rejse.

Din arbejdsgiver kan ikke afbryde din ferie, hvis den allerede er begyndt.

Arbejde i ferien

Du må som hovedregel ikke udføre lønnet arbejde, mens du holder ferie. Hvis du gør det, kan Beskæftigelsesministeriets feriekontor kræve, at du indbetaler feriepenge til Arbejdsmarkedets Feriefond. Beløbet skal svare til de dage, du har arbejdet.


Eksempel

Du holder tre ugers ferie, men samtidig arbejder du og får løn for ti dage. Derfor skal du indbetale de feriepenge, der svarer til ti dage.


Det samme gælder, hvis du i ferien får fx arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp.

Hvis du inden ferien har flere arbejdsgivere samtidig, kan du holde ferie fra den ene arbejdsgiver og fortsat arbejde for de andre. Du må dog ikke påtage dig mere arbejde for disse andre arbejdsgivere, end du normalt udfører for dem.

Du må gerne studere og holde ferie samtidig. Hvis du har arbejde ved siden af studierne, skal du holde ferie fra arbejdet.

Hvis du ikke er omfattet af ferieloven

Du kan spørge din fagforening eller arbejdsgiver, om du har ret til ferie efter andre regler, hvis du ikke er omfattet af ferieloven.

Hvis du modtager sygedagpenge eller visse ydelser fra din a-kasse, kan du optjene ret til feriedagpenge fra din a-kasse, som du kan få udbetalt under visse betingelser.

I visse situationer optjener du ret til feriedagpenge fra din a-kasse eller ferieydelse fra kommunen i forbindelse med barsel eller adoption.

Feriedagpenge

Klagemuligheder

Det er Beskæftigelsesministeriets feriekontor, der træffer afgørelse i tvister mellem en arbejdsgiver og lønmodtager om optjening, afholdelse og ret til ferie og feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg, indbetaling og udbetaling af feriegodtgørelse mv., medmindre der er tale om forhold, der er reguleret ved kollektiv overenskomst. Du kan kontakte Beskæftigelsesministeriet for yderligere information.

Beskæftigelsesministeriet (nyt vindue)

Flere oplysninger

Du kan spørge din arbejdsgiver, hvis du er i tvivl om din afholdelse af ferie.

Du kan spørge din fagforening, hvis der er uenighed mellem dig og din arbejdsgiver om din ret til ferie og feriepenge. Du kan spørge Beskæftigelsesministeriets feriekontor, når der er tale om et forhold, som ikke er reguleret ved kollektiv overenskomst.

Kontakt din fagforening eller arbejdsgiver, hvis du er i tvivl om, hvorvidt en kollektiv overenskomst giver særlige ferieregler for dig. Her ved de evt. også, om du har ret til ferie efter andre regler, hvis du ikke er omfattet af ferieloven.

Beskæftigelsesministeriet (nyt vindue)


Sidst redigeret 01. juli 2011
Udskriv Tip en ven Få siden læst højt (ALT + T) Mindre tekst

Kontakt

Jobcenter Brøndby
Jobcenter Brøndby
Park Alle 160
Brøndby
43 28 26 66