Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

Pas

Regler om pas

Transport - pas
Når du rejser uden for Danmark og Norden, skal du altid have dit pas med dig

Hvis du vil...

Indrejse i Sverige

De svenske myndigheder har indført krav om ID-kontrol på toge, busser og færger til Sverige. Det betyder, at du som rejsende skal medbringe et gyldigt billed-ID (fx pas eller kørekort) for at komme ind i landet.

Læs mere om reglerne for indrejse til Sverige:

Andre nordiske lande

Du skal som dansk statsborger ikke medbringe pas for at komme ind i Norge, Finland og Island.

Du skal dog stadig kunne identificere dig, når du opholder dig i udlandet, så medbring alligevel en form for billedlegitimation, fx kørekort. Dit pas vil være velegnet som billedlegitimation og kræves undertiden af fly- og færgeselskaber.

Danmark er sammen med en række andre lande med i Schengen samarbejdet. Dette betyder, at når du rejser til følgende lande uden for Norden, skal du ikke vise pas:

Belgien, Estland, Frankrig, Grækenland, Holland, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Polen, Portugal, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

Men da du skal kunne bevise dit statsborgerskab, skal du alligevel medbringe dit gyldige pas, når du opholder dig i et Schengen-land uden for Norden.

Rejser du uden for Norden og Schengen-området, skal du altid medbringe dit pas, ellers risikerer du at blive afvist ved grænsen.

Når du vender tilbage til Danmark, risikerer du desuden at få en bøde.

Der gælder på flere områder andre regler for udlændinge, der bor i Danmark, end for danske statsborgere:

  • For udlændinge fra Schengen-området, som skal rejse til et Schengen-land, gælder samme regler som for danske statsborgere.
  • Udlændinge fra EU kan dog ikke komme ind i et nordisk land uden at medbringe pas.
  • Udlændinge fra andre lande skal vise pas både ved indrejse i nordiske lande, Schengen-lande samt andre lande.

Hvis du er dansker, bor i udlandet og skal have et nyt dansk pas, er det billigst, hvis du bestiller passet, når du er på besøg i Danmark. Alle danske statsborgere kan få udstedt et pas ved personlig henvendelse til borgerservice i enhver kommune. Du behøver ikke at bo i kommunen eller have nogen særlig tilknytning til den.

Hvis du ikke kan komme til Danmark, kan du søge om pas på de danske ambassader og konsulater. På Udenrigsministeriets hjemmeside finder du landelisten. Her kan du klikke dig frem til, hvor ambassaden og/eller konsulaterne ligger i det enkelte land, samt hvordan du ansøger, hvad du skal betale og hvilke dokumenter, foto og andet du skal have med.

Danske børn, født i udlandet, skal have dansk pas

Hvis du er dansker og er blevet forældre mens du opholder dig i udlandet, skal dit barn have et dansk pas på lige fod med alle andre, for at rejse – uanset hvor der rejses til.

Søg om dansk pas på den danske repræsentation i landet på samme måde som der søges om pas i Danmark hos borgerservice.

Børn skal have deres eget pas, uanset hvor gamle de er, og skal også møde op personligt.

For at få udstedt et pas til dit barn skal begge indehavere af forældremyndigheden udfylde felterne om samtykkeerklæring i ansøgningen, hvis der er fælles forældremyndighed.

Når du ansøger om pas til dit barn, skal barnet være til stede. Der gælder de samme regler for pas til børn, som for pas til voksne, hvad angår fx kvaliteten af det medbragte foto. Dog skal børn under 12 år indtil videre ikke afgive fingeraftryk.

Hvis dit barn rejser uden dig

Hvis dit barn under 18 år skal ud at rejse, og du som forælder eller værge ikke skal med, kan dit barn risikere at blive nægtet indrejse i nogle lande.

Der findes endnu ikke en liste over, hvilke lande det drejer sig om. Derfor er det en god idé på forhånd at kontakte ambassaden eller konsulatet for det land, dit barn skal rejse til. De vil kunne oplyse om reglerne børn og unge under 18 år, der rejser ind i landet uden deres forældre eller værge.

Priserne på pas (2017) inklusive gebyr for fingeraftryk er:

0-11 år: 115 kr.

12-17 år: 141 kr.

18-64 år: 626 kr.

65 år og derover: 376 kr.

Mister du dit pas i Danmark, kan du få udstedt et nyt i borgerservice i alle kommuner.

Mister du dit pas i udlandet, kan de danske ambassader udstede et midlertidigt pas. Du skal dog først melde tabet til en lokal politistation, da ambassaden skal se en kvittering for anmeldelsen.

Der er specielle krav til det fotografi, der skal bruges i dit pas:

  • fotografiet skal være uden skader
  • det skal ligne dig og have størrelsen 35 x 45 mm, hvor hovedet måler mellem 30-36 mm i højden
  • billedet skal tages lige forfra og vise dit ansigt uden hovedbeklædning og det øverste af skuldrene ansigtet skal være jævnt belyst
  • begge øjne skal være helt synlige og blikket rettet mod kameraet
  • munden skal være lukket
  • briller må ikke være tonede og skal være uden reflekser
  • baggrunden skal være lys og uden skygger eller motiver.
Skrevet af borger.dk
Pas

Lørdagsåbent for fornyelse af pas

Forny dit pas lørdag den 6. maj, lørdag den 20. maj og lørdag den 17. juni. Bestil tid på tlf. 43 28 28 28.