EU-sygesikringskort (det blå kort)

Her kan du bestille og få information om EU-sygesikringsbeviset. 

Hvornår har du brug for et EU-sygesikringsbevis?

Når man tager på ferie i udlandet, skal man altid medbringe sit sundhedskort.   

Skal man være af sted i længere tid, eller har man fx en kronisk sygdom og ved, man kan få behov for medicin eller andet, kan man få brug for et EU-sygesikringskort og evt. en privat forsikring til dækning af hjemtransport - nye regler fra 1/1 2008.  

Er du godt nok dækket ind gennem den offentlige sygesikring på din rejse til udlandet? Eller har du behov for yderligere rejseforsikring?  

Det har du mulighed for at kontrollere via dette link: http://www.forsikringogpension.dk

Hvad dækker EU-sygesikringsbeviset? 

EU-sygesikringskortet giver ret til læge- og sygehusbehandling, medicin m.m., hvis man bliver syg under et ophold i et EU/EØS-land.  

Kortet dækker ikke kun akut sygdom og tilskadekomst, men det der kaldes "behovsbestemt sygehjælp". Den behovsbestemte hjælp vil sige, at det er lægen, der afgør, hvilken behandling man kan få. Blandt andet på baggrund af, hvor længe man skal opholde sig i landet, og hvilken behandling der er tale om.  

EU-sygesikringskortet dækker kun, hvis behandleren er tilknyttet den offentlige sygesikring i landet. Og den giver kun ret til de samme ydelser, som borgerne i det pågældende land har. Man kan derfor komme til at betale en del af behandlingen selv.  

Betaler man mere, end borgerne i landet selv skulle have gjort, kan man få refunderet sine udgifter, når man kommer hjem. Det kræver dog, at man gemmer alle bilag som regninger, recepter osv.  

Hvad dækker EU-sygesikringsbevis ikke?

Kortet dækker ikke sygetransport hjem til Danmark, og den dækker ikke, hvis formålet med rejsen er at få behandling i udlandet.  

Hvor lang tid er kortet gyldigt?

Det blå EU-sygesikringsbevis har en gyldighedsperiode på 5 år, dog kun 1 år, hvis du arbejder i udlandet eller er grænsearbejder. Du skal være opmærksom på, at du tidligst kan forny dit sygesikringsbevis 2 måneder før dit nuværende bevis udløber - se udløbsdato på kortet.  

Sådan bestiller du et EU-sygesikringsbevis

Det er let og gratis at få et EU-sygesikringsbevis. Uanset om du skal bestille for første gang eller genbestille, er det lettest og hurtigst at bestille det selv via internettet. Det eneste du skal bruge til bestillingen er dit cpr.nummer og postnummer. Følg vejledningen på siden.  

Bor du i Brøndby Kommune kan du bestille kortet nedenfor. Bor du ikke i Brøndby Kommune skal du henvende dig hos din egen kommune.    

Bestil det blå rejse-sygesikringsbevis online her  

Du vil herefter modtage dit kort direkte fra leverandøren. Ifølge leverandøren er leveringstiden nede på 6 - 7 arbejdsdage.    Du vil ikke modtage en skriftlig kvittering for bestillingen, men når du sender bestillingen, kan du se på skærmen, at den er gået igennem.

Andre muligheder for bestillingen

På biblioteket og i rådhusets forhal er der opstillet borger-terminaler. Her vil du af personalet i borgerservice få hjælp til at bestille.

 


Sidst redigeret 16. december 2011
Udskriv Tip en ven Få siden læst højt (ALT + T) Mindre tekst

Kontakt

Handicap, psykiatri og misbrug
43 28 28 28