Nyheder

Brøndby Kommune klimasikrer

27. januar 2012

Håndtering af regnvand og leg går nu hånd i hånd på Brøndbyvester skole, når regnvand fra 4.000m2 tag ledes uden om kloakkerne

De øgede regnmængder, som er en følge af klimaændringerne, er en stor udfordring, fordi vores kloakker ikke er bygget til det. Nu løser Brøndby Kommune og Brøndby Kloakforsyning A/S i samarbejde med Spildevandscenter Avedøre I/S fremtidens afvandingsproblemer lokalt og bæredygtigt – med skolegårdene på Brøndbyvester Skole som ét demonstrationsprojekt.

Bormester Ib Terp indviede sammen med Bestyrelsesformand i Brøndby Kloakforsyning A/S Arno Hurup Christiansen, formand for børneudvalget Michael Gatten og en masse glade børn og skolelærere skolegården på Brøndbyvester skole den 25. januar 2012.

Demonstrationsprojekt i skolegårdene
Formand for bestyrelsen i Brøndby Kloakforsyning A/S, Arno Hurup Christiansen, siger: ”Tanken er i grunden meget enkel: Jo mere regnvand der kan håndteres lokalt, jo mindre behøver vi at udbygge de dyre kloakker. På den baggrund er de to skolegårde på Brøndbyvester Skole nu blevet renoveret – og jeg er rigtig glad for at se at sådan en teknisk problemstilling som kloakering kan løses så fint indpasset i en skole”.

Nedløbsrørene på skolen er drejet 45 grader, så regnvandet fra tagfladerne ledes uden om kloakkerne og i stedet nedsives og anvendes lokalt i skolegårdene. Samtidig integreres regnvandet i børnenes behov for leg, læring og ophold gennem åbne render, kanaler og sjove åndehuller.

Formanden for Børneudvalget i Brøndby Kommune, Michael Gatten, opsummerer projektet således: ”Skolen og vi politikere i Børneudvalget er rigtig glade for de nye skolegårde – vi glæder os til at integrere regnvandet i børnenes leg, ophold og i skolens undervisning – med nye muligheder til leg og læring – blot det at lærere og elever nu går udenfor, mindes de om at regnvand er sjovt.”

Klimasikring med flere demonstrationsprojekter
Brøndby Kloakforsyning A/S vil gerne have, at så meget vand som muligt håndteres lokalt så det ikke fylder op i kloakkerne, da det vil give færre oversvømmelser i området.
”Brøndby Kommunes ansvarlighed overfor klimasikringen har flere og andre brikker udover disse to skolegårde. Vi har etableret grønt tag og lokal afledning af regnvand ved Stadionhal 1 på Brøndby Stadion og vi har andre spændende projekter i støbeskeen, med håndtering af regnvand på veje, på andre kommunale institutioner, boligforeninger og ikke mindst i private haver på Lindevang. Så jeg vil jeg gerne understrege at man som privat grundejer også kan bidrage til kampen mod klimaændringer og til at Brøndby bliver en endnu grønnere kommune.” understreger formanden for bestyrelsen i Brøndby Kloakforsyning A/S, Arno Hurup Christiansen.

Læs mere om LAR på Brøndbyvester Skole under billederne.

Brøndby Kommune klimasikrer

Borgmester Ib Terp bød velkommen til indvielse af skolegårdene på Brøndbyvester skole

Brøndby Kommune klimasikrer

Børneudvalgsformand Michael Gatten glæder sig over at regnvandshåndtering og leg og læring i skolegården kan gå ”hånd i hånd”

Brøndby Kommune klimasikrer

Børneudvalgsformand Michael Gatten og Bestyrelsesformand i Brøndby Kloakforsyning A/S Arno Hurup Christiansen ” fjernede” i fællesskab proppen til det 45 grader drejede nedløbsrør så regnvandet fremover kan løbe frit i gården

 Brøndby Kommune klimasikrer

En masse børn fra skolen fik sejlet med avishatte, pumpet vand ud i regn-renderne og sunget sange

 

Brøndby Kommune klimasikrer

Amfieteater til vand

Brøndby Kommune klimasikrer

Kanaler og vandveje

FAKTA: KLIMATILPASNING I SKOLEGÅRDEN – DET GØR VI
I stedet for at lede regnvand til kloakken kan vand fra tage, stier og andre befæstede arealer fordampes, nedsives eller genanvendes, hvor det falder. Sådanne løsninger kaldes Lokal Afledning af Regnvand, forkortet til LAR.

Håndtering af regnvand og leg går hånd i hånd
Skolens friarealer er en oplagt mulighed for at skabe et nyt og spændende miljø, samtidig med at der laves LAR løsninger. Brøndbyvester skole fremmer udviklingen af en bæredygtig måde at håndtere regnvand på i Brøndby Kommune, samtidig med at plads til børnenes leg og ophold og benyttelse af skolegårdens rum i undervisningen er indbygget.

Udgangspunktet for løsningerne på Brøndbyvester Skole er, at de skal bidrage til fysisk udfoldelse, sansning/oplevelse og undervisning. De to store skolegårde får to forskelligartede udtryk: Der er en ”grå” og en ”grøn” skolegård.

Den grå gård
I den grå gård er der plads til boldspil og anden aktiv leg. Asfalt, beton og gummi er dominerende materialer. Der er et amfiteater i gården, der benyttes til både aktiv leg på en skrånende gummibeklædt flade samt store trin, hvor der også er plads til hyggesnak. Amfiteatret giver også mulighed for udendørs undervisning. Når der regner, ledes vand fra skolens tage til amfiteatret gennem åbne render i gårdens belægning, hvor vandet så vil sive ned med det samme. Ved megen regn kan vandet stuve op i bassinet, som kan stå vandfyldt i en kortere periode. I den anden del af skolegården etableres en ”vandpyt” med permanent vandspejl samt siddeplinte. I tørre perioder kan vandet fordampe helt. Skolegården er desuden blevet beplantet med nye træer/buske.

Den grønne skolegård
I den grønne gård er der varieret beplantning, gode gemmesteder og små snørklede stier. I gårdrummet er der et lille regnvandsbassin med et lavt permanent vandspejl. Når det regner ledes der vand til bassinet gennem åbne render ligesom i den grå gård. Ved store regn hændelser breder bassinet sig ud i grøften, hvorfra vandet siver ned. Jord fra bassin og grøft, genanvendes og danner små bakkeformationer, der er med til at skabe miljø i gården. Det meste af gården beplantes, så der gives variation - fra skygge til solfyldte arealer - og fra tørre til våde områder. De fleste eksisterende træer bevares og danner et grønt ”loft”.

Kontakt redaktør: 
Udskriv Tip en ven Få siden læst højt (ALT + T) Mindre tekst