Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

Mød en medarbejder

Mød Annelise Jess Hansen

Annelise Jess Hansen

”Jeg glæder mig til at komme på arbejde om morgenen og efter mine ferier. Det at kunne formidle min viden og finde information til andre, er en stor fornøjelse.”

Stilling: Bibliotekar og teamkoordinator
Sted: Kulturhuset Brønden
Ansat i Brøndby Kommune: 1989 

58-årige Annelise Jess Hansen har siden 1989 haft sin gang og sit arbejde på samtlige biblioteker i Brøndby Kommune. Gennem årene har bibliotekerne flyttet adresse, nye bygninger er kommet til, og den digitale udvikling, har bevirket, at opgaverne har ændret sig gennem tiden.

De første mange år arbejdede Annelise som børnebibliotekar. Hun var med til at introducere nye billedbøger for kommunens tale/hørepædagoger og hun deltog i biblioteksorienteringer for skolebørn og gymnasieelever.

I dag arbejder Annelise som bibliotekar og kulturhusmedarbejder i Kulturhuset Brønden i Brøndby Strand, der stod færdigbygget i 2009.

”Jeg er en blæksprutte, der har mange opgaver og mange samarbejdspartnere”.

Gennem sit arbejdsliv har Annelise ud over vagterne på biblioteket været involveret i mange borgerrettede aktiviteter i kommunen. Især en lang række aktiviteter rettet mod børns læselyst har spillet en stor rolle i Annelises arbejdsliv:

”Her i kommunen har vi på et tidspunkt deltaget i projekt ”Bogstart”, hvor vi har besøgt en række børnefamilier i Brøndby Strand og uddelt bogstartpakker for at inspirere og motivere småbørnsforældre til at læse med deres børn. I det daglige dukker der også rigtig mange forældre op på biblioteket, som gerne vil vejledes af os om, hvilke bøger der passer til deres barn.”

Netop vagterne i biblioteket har en særlig plads i Annelises hjerte, fordi folk kommer med så mange forskellige spørgsmål. Nogle skal have hjælp til en skoleopgave, andre til nye romaner, og atter andre gange er det en lærer eller pædagog, der f.eks. skal på udflugt i skoven og lige skal have oprustet sin viden om små insekter i skovbunden.

Også de ældre borgere får hjælp fra bibliotekspersonalet. Annelise har f.eks. ansvar for at pakke bøger til en række ældre, der ikke selv kan komme på biblioteket og derfor får bragt bøger hjem.

Borgerservice og IT

Da kommunerne for nogle år siden besluttede at lægge en række borgerservice-opgaver ud på bibliotekerne, har Annelise også fået en del koordinerende opgaver på tværs af kommunen:

”På bibliotekerne hjælper vi f.eks. med at udstede pas, bestille nemID samt med selvbetjening på offentlige hjemmesider. Ind i mellem kan der opstå nogle spørgsmål, som vi skal have koordineret på tværs af kommunen. ”

Især den teknologiske udvikling har givet mange nye opgaver for Annelise og kollegerne i Brønden:

”Vi har allerede haft en hel del forløb i forhold til ældre, som skal hjælpes i gang med at bruge internettet både generelt og i forhold til selvbetjening. I fremtiden vil der komme flere af den slags initiativer over for forskellige typer af borgere. F.eks. vil alle borgere i de tre bydele fremover kunne få hjælp på vores nye IT-caféer. Det er endnu et resultat at vores fine samarbejde med Strandstuen, som er vores værested for pensionister.”

Kollegers støtte

Selv om udviklingen er gået stærkt, og det ind i mellem kan være svært at følge med, synes Annelise, at hun har fået den støtte, hun har brug for:

”Jeg har mange gode kolleger både her i Brønden og andre steder i kommunen. Vi er gode til at understøtte hinanden og give inspiration. Er der én, der får en god ide, er folk som regel villige til at prøve det af.”

Den kreative ånd i huset har gennem tiderne ført til mange faste traditioner som f.eks. juletræsfest og julemarked. Brønden deltager også i Brøndby Strands kulturweekend, hvor de sammen med Strandstuen har en bod. Også en ny biograf er kommet op at stå. Den skal bruges til seniorbio og på sigt også til filmforevisninger for alle borgere.

I det daglige er ånden og de mange aktiviteter medvirkende til, at Annelise altid glæder sig til at komme på arbejde. Derudover synes Annelise at både Brønden og Brøndby Strand generelt er et meget smukt sted at have sin arbejdsplads:

”Jeg har et særligt spot ovenpå, hvor man kan se langt ud over Brøndby Stand. Det er simpelthen så smukt at kikke ud over esplanaden, som er så grøn om sommeren og hvid om vinteren. Her ser man tydeligt, at Brøndby er en grøn kommune og det mærker vi også på den store interesse, der har været om Kløverstierne, som guider vores borgere rundt i kommunen.”

Skrevet af Brøndby Kommune

Ledige stillinger

Her kan du se alle ledige stillinger i Brøndby Kommune og få viden om hvordan du søger.

Medarbejder i Brøndby Kommune

Her kan du finde generelle oplysninger om at være medarbejder i Brøndby Kommune.