Der er generelt forbud mod afbrænding af enhver form for affald og lignende i Brøndby Kommune. Dog kan der indhentes tilladelse hos Beredskab Brøndby i tilfælde af arrangementer som Sct. Hans mv. Reglerne for afbrænding af bål er omfattet indenrigsministeriet bekendtgørelse.
- Enhver afbrænding i det fri skal foregå på en sådan måde, at risikoen for, at ilden breder sig, at personskade finder sted, og at store værdier ødelægges, formindskes mest muligt samt således, at der sikres forsvarlige rednings- og slukningsmuligheder.
- Afbrændingen må ikke ved røg eller på anden måde være til væsentlig ulempe for omgivelserne, herunder vej- og lufttrafikken. Ved afbrændingen må luftledninger og ledningsmaster ikke udsættes for væsentlig varmepåvirkning.
- Afbrænding må ikke finde sted i stærk blæst. Såfremt vinden under afbrændingen forandrer retning eller forøges i styrke, således at der kan opstå brandfare eller fare for væsentlig ulempe for omgivelserne ved røgen, skal afbrændingen straks afbrydes.
- Beredskabet kan for et nærmere afgrænset område forbyde eller fastsætte nærmere vilkår for enhver afbrænding i det fri i en nærmere angivet periode, såfremt dette på grund af tørke eller andre ekstraordinære forhold skønnes nødvendigt for at formindske risikoen for brand.
- Beredskabet kan forbyde eller fastsætte nærmere vilkår for en påtænkt eller påbegyndt afbrænding i det fri, når sikkerhedsmæssige grunde taler herfor.
Afbrænding af mindre bål, f.eks. spejderbål, snobrødsbål o.lign., skal ske i en afstand af mindst:
- 10 m til huse med fast tag
- 30 m fra brændbareafgrøder
- 30 m fra bygninger med let antændeligt tag (stråtag o.lign)
- 30 m fra nåletræsbevoksning og anden brændbar vegetation
- 30 m fra større oplag af træ, brændbar emballage, brandfarlige væsker o.lign.
Afbrænding af festblus, herunder Sct. Hans bål, skal ske i en afstand af mindst:
- 30 m fra alle bygninger med hårdt tag (svarende til mindst klasse T tagdækning),
- 60 m fra brændbare markafgrøder,
- 200 m fra bygninger med tag af strå eller andet let antændeligt materiale,
- 200 m fra stakke og andre oplag i det fri af let antændelige stoffer, større oplag af bearbejdet træ, plast, brændbar emballage o. lign. samt oplag af brandfarlige væsker, F-gas, trykbeholdere med brandfarlige gasser og overjordiske naturgasinstallationer og
- 200 m fra nåletræsbevoksninger, lyngklædte arealer og anden brændbar vegetation.