Folketinget vedtog 1. juli 2006 lov om kommuners og regioners anvendelse af fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre (lov nr. 490 af 7. juni 2006, se bilag 1).
Generelt giver loven kommunalbestyrelserne og regionsrådene adgang til at anvende fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre, med mindre andet er bestemt i anden lovgivning.
Det er en betingelse, at reklameringen er i overensstemmelse med markedsføringsloven og anden lovgivning, samt at myndigheden opkræver markedspris for ydelsen, evt. ved at sende opgaven i udbud.
Formålet med loven
Formålet med loven er at give bl.a. kommunerne en bredere adgang til supplerende finansiering af de opgaver, kommunerne varetager, når det sker under hensyntagen til den neutralitet og saglighed, der gælder for kommunernes opgavevaretagelse.
I Brøndby Kommune har Kommunalbestyrelsen sagt ja til at udnytte muligheden for at reklamere for andre på kommunens ejendomme og løsøre efter de retningslinier og etiske regler, der er beskrevet i pkt. 3.
Eksempler på brug
Det følgende er eksempler på, hvordan den nye lov kan bruges i Brøndby Kommune:
-
Ældreplejen kan modtage en reklamefinansieret bus.
-
Langbjergskolen i Brøndby Strand og Nørregårdsskolen i Brøndby Øster har facade ud mod s-banen, som kan bruges til ophængning af reklamebanner. Reklameplads på facaden kan udbydes til salg via et bureau, som kan sikre at reklamepladserne sælges til markedspris.
Den pågældende opgave udbydes på markedsmæssige vilkår, så tilbuddet holder markedsprisen og lever op til gældende regler på området.
Kommunalbestyrelsen har vedtaget retningslinierne på KB-mødet d. 13. august 2007.