Trivsel, tryghed og faglighed er kodeordene i Brøndbys nye skolestruktur
7 skoler blev til 3 skoler hver med to afdelinger i hver bydel – med en opdeling af eleverne i 0.-3. klasse i en afdeling og 4.-9. klasse i den anden afdeling.
Den nye struktur bevirker, at et barn følges med de andre børn fra daginstitutionen til og med 9. klasse.
Skolerne i Brøndby havde på grund af det faldende elevtal de senere år været udsat for, at der var blevet sparet på mange områder. Disse besparelser ville fortsætte til stor skade for undervisningens kvalitet, hvis der ikke skete en organisatorisk ændring af skolevæsenet samt en tilretning af skolernes størrelse målt i forhold til elevtallet.
Elevtallet fortsætter med at falde frem til 2019, hvor elevtallet vil være faldet med 13,5 %.
Der er store forskelle i de enkelte bydele. I Brøndbyøster falder det med ca. 14 % - i Brøndbyvester med ca. 9 % og i Brøndby Strand med 16,5 %.
Forslaget til ny skole- og fritidsstruktur blev til efter en lang proces, som startede i foråret 2008. Der blev nedsat 6 arbejdsgrupper med deltagelse af lærere og pædagoger, som bidrog med faglige og pædagogiske ønsker til en ny struktur.
Forslaget blev sendt til høring blandt samtlige skolebestyrelser.
Brøndby Kommunalbestyrelse traf den endelige beslutning om Brøndbys nye Skolestruktur den 9. september 2009.
Kommentarer og spørgsmål kan sendes til Børneforvaltningen