06. februar 2012
Nina Meta Sørensen har gjort et stort stykke arbejde for lokalhistorien i Brøndby. Det er nu blevet belønnet med Brøndby Kommunes Kulturpris 2011
Det var en stolt Nina Meta Sørensen, der torsdag den 2. februar 2012 modtog Kulturprisen 2011, for sit mangeårige virke som frivillig på Pilegården, hvor hun har beskæftiget sig med sin store interesse - nemlig lokalhistorien. Og ikke mindst at hun gennem sin egen interesse og engagement har formået at formidle historierne videre til andre.

På kommunalbestyrelsen vegne bød borgmester Ib Terp velkommen til reception og fejring på rådhuset. I sin tale sagde han blandt andet:
"Nina, du har fortalt historien om mange Brøndbyeres liv i en gryende forstad med udflytningen fra København, og starten på et nyt liv, et nyt sted i såvel krigs- som i fredstid. Gennem deres historier bliver vi beriget og underholdt, når du på hverdagsagtig vis formidler historien om det levede liv i Brøndby. Og ved at høre fortællingerne om din egen svigerfar Gunnar Sørensens liv, der var alt muligt lige fra sminkør til blikkenslager og hvordan han blev anholdt under anden verdenskrig af tyskerne, hører vi samtidig fortællingerne om de store historier og hvilken indflydelse de har haft på almindelige menneskers liv.
Forstadsdrømmen
Din egen udflytning fra Vesterbro i 1967 er et billede på en drøm som mange familier havde i netop disse år, hvor Brøndby blev bygget til med sunde, moderne boliger og masser af frisk luft og god plads. Du skriver i antologien "Da vi kom til Brøndby – historier om at flytte til en forstad":
”Jeg var ganske ung og kom direkte fra Vesterbros sporvognslarm og befærdede gader, hvor jeg var født og vokset op, til Vesterleds fred og ro, så det var som at flytte på landet. Jeg husker endnu den øredøvende stilhed især om natten og en lille skræk i begyndelsen, når det blev mørkt uden for vinduerne, der nu var i jordhøjde. Jeg kom fra anden sal, hvor naboernes lyde var en del af dagligdagen, men jeg vænnede mig hurtigt til de nye omgivelser og nød meget at have fået hus og have. Du og din mand Skot, slog rødder i huset på Vesterled, selv om dit navn ikke kunne stå på skødet og dermed huset, før du blev myndig en måned senere.
Interessen for Vesterled
Din interesse for lokalhistorien opstod efter sigende i sin tid, da du begyndte at arbejde på Brøndby Lokalarkiv. Først på biblioteket ”Kernen” og siden som frivillig på Pilegården. Men du er ikke ”blot” interesseret i lokalhistorien – du er dybt engageret og har noget på hjerte. Jeg har fået af vide, at du i din iver efter at få Lokalarkivet til at dykke i arkiverne og fortælle om Vesterled, plagede daværende leder af Lokalarkivet Henning Sørensen med dine utallige anmodninger, at han til sidst blev så trætte af dem, og sagde du selv kunne skrive den. Og det gjorde du så!
Din grundighed og ildhu er blevet bemærket flere gange – og da du lavede bogen, talte du med rigtig mange, og fik indsamlet så mange anekdoter fra folks liv, at du har været nødt til at udelade flere i bogen ”Vesterled – Brøndbys Vilde Vesten” – måske nok til en opfølgning? Som det fremgår af dine fortællinger, er det svigerfamilien, der som nogle af de første ”nybyggere” på egnen, har lagt kimen til din interesse for Vesterled.
Nina, du får Kulturprisen for dit mangeårige virke som frivillig på Pilegården, hvor du har beskæftiget dig med din store interesse lokalhistorien. Du har formået gennem din egen interesse og engagement at formidle historierne videre til andre. Jeg har fået af vide, at du brænder for det, du laver og når du sætter dig noget for, så bliver det gennemført. Den indsats er også bemærket i kulturudvalgets indstilling, hvor det hedder: ”Nina Sørensen har gjort et stort stykke arbejde for lokalhistorien i Brøndby Kommune. Hun har i mange år arbejdet som frivillig i lokalarkivet, også efter sam-menlægningen til Forstadsmuseet. Nina Sørensen bør have prisen fordi hun gennem sine publikationer, udstillinger og lokalhistoriske indsats er med til at fortælle og bevare gode historier fra Brøndby”.
Det var en glad og stolt Nina Meta Sørensen, der modtog Kulturprisen 2012