01. oktober 2012
”Sæt proppen i og lad dit lys brænde længere” – det er budskabet i en ny kampagne, som Sundhedsstyrelsen netop har lanceret
Kampagnen informerer om alkohol og helbredsskader og opfordrer danskerne til at reflektere – og handle. (Sæt proppen i rødvinen eller spring den ekstra sjus over fredag aften osv.)
7 til kvinder - 14 til mænd
I udmeldingen præciserer Sundhedsstyrelsen, at kvinder kun bør drikke op til 7 genstande om ugen, og at mænd skal holde sig under 14 genstande om ugen.
Baggrunden for Sundhedsstyrelsens udmeldinger er for det første, at der er stadig bedre dokumentation for, at alkohol er kræftfremkaldende. Det drejer sig om kræft i mund og svælg, spiserørskræft, strubekræft, leverkræft, kræft i endetarmen for mænd og brystkræft for kvinder.
For det andet er baggrunden, at der har været misforståelser om det maksimale forbrug på 14/21 genstande om ugen. Sundhedsstyrelsen har siden 1990 angivet en grænse for det maksimale forbrug nemlig 14/21 om ugen. Hvis man drikker mere, er der høj risiko for at skade helbredet. Genstandsgrænsen for det maksimale alkoholforbrug er ofte blevet forstået som, at et alkoholforbrug helt op til 14/21 var uden sundhedsmæssige risici. Det understreger behovet for en mere nuanceret vejledning.
Sundhedsstyrelsens udmeldinger om alkohol:
- Intet alkoholforbrug er risikofrit for dit helbred
- Drik ikke alkohol for din sundheds skyld
- Du har lav risiko for at blive syg af alkohol ved et forbrug på 7 genstande eller mindre om ugen for kvinder og 14 for mænd.
- Du har en høj risiko for at blive syg på grund af alkohol hvis du drikker mere end 14/21 om ugen
- Stop før 5 genstande ved samme lejlighed
- Er du gravid – undgå alkohol. Prøver du at blive gravid – undgå alkohol for en sikkerheds skyld
- Er du ældre – vær særlig forsigtig med alkohol
Sæt proppen i torsdag den 11. oktober
”Sæt proppen i dagen” er en opfordring til at sige nej tak til alkohol denne dag og bruge dagen til at give sine alkoholvaner et eftersyn og tænke over, om man ønsker at justere sine alkoholvaner.
Hjælp og mere information:
Husk at du kan få information om sundhed, sundhedsfremme og livskvalitet her på hjemmesiden: Sund i Brøndby
Du er også altid velkommen til at henvende dig til Brøndby Kommunes alkoholkonsulent, Lis Fjelsted, tlf nr. 3094 2514, Café Sol-Vej, Horsedammen 42 (Nørregård), både hvis du har problemer med alkohol eller er pårørende til en alkoholiker.