Det danske valgsystem
I Danmark har vi repræsentativt demokrati. Dette betyder, at borgerne ved valgene udvælger de repræsentanter til Folketinget, kommunalbestyrelser og regionsråd, som de ønsker skal tage beslutninger på deres vegne.
Folketingsvalg
Valg til Folketinget skal ifølge Grundloven afholdes mindst en gang hvert fjerde år, da et folketing højest må sidde i fire år. Det er statsministeren, der udskriver valget.
Folketingets 179 folkevalgte medlemmer er opdelt i partier, og kun sjældent sidder der en kandidat uden for et parti - en løsgænger.
Når man skal afgive sin stemme kan man enten stemme på et parti eller på en specifik person.
Folkeafstemninger
I visse tilfælde kan eller vil Folketinget ikke selv tage stilling til en sag, men spørger om borgernes mening ved en folkeafstemning. I disse tilfælde er der tale om direkte demokrati.
Kommunalvalg
I Danmark er der kommunalt selvstyre, hvor kommuner og regioner hver især har selvbestemmelse over en række områder. De kommunale valg er en samlebetegnelse for valg til kommunalbestyrelsen og regionsrådet.
Disse valg skal afholdes en gang hvert fjerde år, og altid den tredje tirsdag i november. Næste kommunalvalg bliver i november 2013.
Valg til Europa-Parlamentet
Da Danmark er med i Den Europæiske Union, skal danskerne også vælge kandidater til EU-parlamentet. Der skal vælges 14 danske repræsentanter til parlamentet. Der afholdes valg hvert femte år. Seneste valg foregik den 7. juni 2009, og det næste valg bliver i juni 2014.