Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

20.01.16

Bedre forhold for personer med handicap i Brøndby

Efter input fra Handicaprådet og fra et velbesøgt borgermøde har Brøndby Kommune nu lagt planerne for, hvordan forholdene for personer med handicap i kommunen kan bedres.

Flere steder i Brøndby har man allerede rødt asfalt, der afløser brostensbelæsninger

Færre brosten og mere rød asfalt, fremtidige cykelstier med plads til fx trehjulede cykler og el-scootere og en plan om, at kommunens hjemmesider skal være fuldt tilgængelige for personer med handicap – det er nogle af konkrete tiltag, der er vedtaget i Brøndby Kommunes nye handicappolitik. Heri kan man også læse, at kommunen vil afprøve velfærdsteknologi, der kan gøre borgere med handicap mere selvstændige og selvhjulpne – eksempelvis ved at bruge iPads som supplement i bostøtten eller ved brug af social it.

”Det er vigtigt, at man som borger med et handicap i Brøndby Kommune har mulighed for at leve et liv med indhold og kvalitet. Derfor er vi glade for, at vores nye handicappolitik er blevet til på baggrund af dialog med borgere og Handicaprådet, så vores indsats på området gør en reel forskel for de borgere, den handler om,” fortæller Per Jensen, medlem af Handicaprådet og formand for Brøndby Kommunes Social- og Sundhedsudvalg.

Den nye handicappolitik går frem til 2018 og beskriver målsætninger og konkrete tiltag indenfor fem udvalgte indsatsområder, nemlig tilgængelighed, velfærdsteknologi og social it, ”sammen om nye løsninger”, psykiatri, sundhed og trivsel og tættere samarbejde om børn og unge med handicap.

Handicappolitikken 2015-2018 for Brøndby Kommune kan læses på brondby.dk, ligesom man kan få fat i et fysisk eksemplar i kommunens kulturhuse og Borgerservice på rådhuset.

Foto: I Brøndbys nye handicappolitik vil man bl.a. forbedre tilgængeligheden for folk med handicap og vil derfor løbende udskifte brosten med rød asfalt. På hjørnet mellem Højstens Boulevard og Grænsedammen i Brøndby er brostenene allerede erstattet af rød asfalt, som er nemmere for fx kørestolsbrugere og folk med rollator at færdes på. Det gør desuden bilisterne opmærksomme på, at her skal de være ekstra opmærksomme.

Skrevet af Brøndby Kommune