Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

08.02.16

Brøndby uddeler priser til årets virksomheder 2015

Intermail, StroedeRalton A/S og Materielgården i Brøndby Kommune blev fejret på Rådhuset

Kommunalbestyrelsen i Brøndby Kommune uddeler hvert år en pris til en privat og en offentlig virksomhed, der gør en særlig indsats for det rummelige arbejdsmarked.

Årets to prismodtagere: Intermail, StroedeRalton A/S og Materielgården i Brøndby Kommune blev fejret ved en festlig overrækkelse af priserne på Brøndby Rådhus, hvor Brøndbys kommunalbestyrelse fik lejlighed til at takke prismodtagerne, fordi de påtager sig et ekstraordinært socialt ansvar ved at skabe større rummelighed på arbejdspladsen.

Fungerende borgmester Kent Max Magelund, begrundede blandt andet initiativet og valget af de to vindere således: ”Et centralt element i indsatsen for et rummeligt arbejdsmarked er samarbejdet mellem kommuner, jobcentre og virksomheder. Virksomhederne er jobcentrets vigtigste samarbejdspartner, og i Brøndby har vi forskellige initiativer i gang for at styrke dette samarbejde yderligere. Vores erfaring er, at en virksomhedsrettet indsats giver god effekt for de svageste grupper af ledige.

Fælles for de forskellige initiativer i beskæftigelsesindsatsen er, at de handler om mennesker i en vanskelig situation. Det gør det ekstra vigtigt med et godt samarbejde mellem kommuner, jobcentre og virksomheder. Dette gode samarbejde er priserne til årets virksomheder netop udtryk for. Jeg vil derfor benytte lejligheden til at sige tak for det gode samarbejde med de lokale virksomheder”.

Årets private virksomhed: Intermail StroedeRalton A/S

Årets private virksomhed 2015
Prisen som årets private virksomhed 2015 gik til Intermail, StroedeRalton A/S, der blev repræsenteret ved administrerende direktør Jens Knudsen, mentor Iraj Mirmojtahedi og teamleder Torben Christensen. Med på fotoet er også jobkonsulent Rikke Stensdal fra Brøndby Kommune.

I begrundelsen for at udpege Intermail, StroedeRalton A/S som årets private virksomhed sagde Kent Max Magelund bl.a.: ”Jobcenter Brøndby har gennem en årrække haft et godt samarbejde med Intermail, StroedeRalton A/S, der siden maj 2013 har været virksomhedscenter. Samarbejdet mellem Jobcenter Brøndby og Intermail, StroedeRalton A/S omfatter de fleste af jobcentrets målgrupper, og virksomheden har efter praktikforløbene ansat ledige fra flere af disse målgrupper i ordinær beskæftigelse. Intermail, StroedeRalton A/S udviser rummelighed og socialt ansvar, især ved at mentor på virksomheden Iraj Mirmojtahedi gør et stort stykke arbejde hele vejen igennem praktikforløbene”.

Administrerende direktør i Intermail Jan Knudsen benyttede anledningen til at takke for årets pris.
”Det er dejligt at få en anerkendelse som denne pris. Prisen skal ikke mindst gå til de ildsjæle i vores virksomhed, der i det daglige vejleder og coacher de borgere, vi får ind i praktik. Vi er privilegerede at kunne tilbyde meningsfuldt arbejde, så folk – der har været udfordret på den ene eller den anden måde – kan komme i gang med noget, der giver mening. Vi har løbende 10-15 praktikanter i virksomheder og nogle får tilbudt fast arbejde, andre har vi forhåbentligt hjulpet lidt på rette vej. Vores gode samarbejde med Brøndby Kommunes jobcenter har en stor del af æren for, at det forløber så fint – vi får jævnligt besøg af jobcentret og har en god dialog, hvor der bliver lyttet til vores input,” fortæller Jan Knudsen.

De øvrige indstillede private virksomheder fik naturligvis også en stor og varm tak med på vejen for den store indsats og det sociale ansvar de udviser. Det drejede sig om Anker Hansen & Co A/S og ServiceFirmaet.

Årets offentlige virksomhed: Materielgården

Årets offentlige virksomhed 2015
Prisen som årets offentlige virksomhed 2015 gik til Materielgården i Brøndby Kommune, der blev repræsenteret ved driftschef Frank Olsen samt en bred vifte af ledere og medarbejdere.

Materielgården i Brøndby Kommune, som varetager den daglige drift, vedligeholdelse og pleje af Brøndbys veje, stier og grønne områder, har gennem en årrække påtaget sig et stort socialt ansvar ved at ansætte ledige brøndbyborgere i virksomhedspraktik, løntilskud og nyttejob. Og i begrundelsen for at udpege Materielgården sagde Kent Max Magelund da også:

”Materielgården er en slags tovholder på nytteindsatsen i Brøndby. Deres sociale ansvar er, og har været, omfattende både i antal ledige borgere og over tid. Materielgården fortjener derfor at blive årets virksomhed, da institutionen har vist sig som en meget rummelig arbejdsplads”.

Det var en glad driftsleder Frank Olsen, der sammen med en række ledere og medarbejdere modtog prisen.

”Vi er rigtig glade for prisen. Det skaber sammenhold og stolthed i organisationen, at vi bliver belønnet for vores indsats. Jeg er især glad på medarbejdernes vegne – det er deres arbejde i det daglige, der er rygraden i at være en rummelig arbejdsplads. Som leder kan man stikke en retning ud, men det er medarbejderne, der skal få det til at leve,” sagde driftsleder Frank Olsen fra Materialegården.

Der lød ligeledes en varm tak for deres store indsats og sociale ansvar til de øvrige indstillede offentlige virksomheder; Landsforeningen af Polio- Trafik og Ulykkesskadede (PTU´s) Rehabiliteringscenter og Ældrecentret Æblehaven.

Det er medarbejdere fra Jobcenter Brøndby og Job- og Aktivitetscenter Vestegnen, der indstiller virksomheder til priserne som årets virksomheder. De virksomheder, der er indstillet, har det til fælles, at de gør en særlig indsats for at være en rummelig arbejdsplads. 




Skrevet af Brøndby Kommune