Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

30.03.16

Middelalderlandsbyen får nyt formidlingscenter

Der er højt til himlen i Brøndbys unikke Middelalderlandsby. Derfor tillod man sig også at tænke store tanker om udviklingen af landsbyen, og et nyt formidlingscenter stod øverst på ønskesedlen. Med en afgørende støtte på 2,5 mio. kr. fra A. P Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal kan projektet nu igangsættes.

Middelalderlandsbyen får nyt formidlingscenter

Det nye formidlingscenter i Middelalderlandsbyen har forladt tegnebrættet og til efteråret 2016 begynder arbejdet med byggeriet at tage fysisk form. Formidlingscenteret vil give de besøgende et unikt indblik i den spændende middelalder, og derfor opføres byggeriet i middelalderlig byggeskik men med alle moderne faciliteter.

Det nye formidlingscenter, der slår dørene op for besøgende sommeren 2017, skal sammen med en ambitiøs strategiplan styrke Middelalderlandsbyens ånd og aktiviteter og sparke endnu mere gang i stedets store potentiale.

”Middelalderlandsbyen er på mange måder helt unik, og der findes ikke noget tilsvarende i hele Københavnsområdet. Men de nuværende faciliteterne består af dyre lejede og slidte, utidssvarende pavilloner, som hverken stilmæssigt eller funktionelt passer til vores ambitiøse mål om at åbne dørene endnu mere op for besøgende”, fortæller Steen Andersen, der er formand for Kulturudvalget i Brøndby Kommune.

Vi skal nå ud til alle brøndbyborgere
Middelalderlandsbyen er i dag en fuldt fungerende landsby med huse, gadekær, en kirke og dyrehold. En levende oase, hvor der sås, bygges, smedes og tækkes. Efter at være bygget som et aktiveringsprojekt tilbage i sluthalvfemserne, er landsbyen i dag en kommunal institution med skoletjenestetilbud, offentlig weekendåbent, årlige markeder og udlejning til arrangementer fx børnefødselsdage. Her formidles middelalderens kulturhistorie i autentiske rammer til de mange især skolebørn, der besøger landsbyen.

”Middelalderlandsbyen har mange kvaliteter men også et stort uopdyrket potentiale”, siger Steen Andersen. Vi har i samarbejde med Produktionshøjskolen oparbejdet et stærkt undervisningstilbud, som blandt andet varetages af elever fra skolen med Middelalderen som linjefag. Men vi har også et ønske om at udvikle landsbyen, så den i endnu højere grad bliver et udflugtsmål, der giver både læring og underholdning til alle brøndbyborgere – både store og små. Vi vil kort sagt gerne nå ud til en bredere målgruppe ved at udvide vores aktivitetsudbud og samtidig bevarer den autenticitet, som er ’rygraden’ i landsbyen”.

Når det nye formidlingscenter står klar forventer Brøndby Kommune en fordobling af det i forvejen flotte besøgstal på omkring 7.000 årligt. På lidt længere sigt er det målet, at landsbyen kan besøges af op mod 20.000 årligt. Formidlingscenteret har fået økonomisk støtte fra Brøndby Kommune og A.P. Møller Fonden og er tegnet af kommunens egne arkitekter.

Om formidlingscenteret:
Formidlingscenteret kommer til at bestå af to huse på hver 125 m2, der placeres i vifteform, så de danner en trekantet gårdsplads ud mod selve landsbyen. Det ene hus bliver formidlingscenter, hvor de besøgende kommer til at opleve en rejse fra år 2017 til år ca. 1300. Fra indgangen føres man via en tidssluse til en multisal og videre ud i landsbyen. Det andet hus skal fungere som arbejdsfaciliteter for ansatte og elever – en slags ’backstage’, der muliggør driften og udviklingen af landsbyen.

Middelalderlandsbyen får nyt formidlingscenter

Middelalderlandsbyen får nyt formidlingscenter

Skrevet af Brøndby Kommune