Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

17.02.17

Spot på Brøndbys kunstværker

Overalt i Brøndby er der kunst. Nu kan man få et virtuelt overblik på kommunens hjemmeside og få inspiration til at spotte Brøndbys mange kunstværker.

Per Arnoldis gavlmaleri på Nygårds Plads i Brøndby
Kig op – der er et kunstværk! Nogle er lette at få øje på, mens andre gør mindre væsen af sig. Ikke desto mindre er der kunst i rigtig mange af byens offentlige tilgængelige rum i Brøndby Kommune. Både højt og lavt. Store og små værker. I Strandparken kan du se udhuggede Henry Heerup-sten, der er farvestrålende Per Arnoldi gavlmalerier på Nygårds Plads og flere steder møder man store imponerende abstrakte stålskulpturer af Børge Jørgensen, bl.a. ved Park Alle/Højstens Boulevard. En del af Brøndbys kunst i det offentlige rum er kommunalt ejet, mens andet er indkøbt fx af et boligselskab. Fælles for dem er, at man nu kan danne sig et overblik over de mange værker på en oversigt på kommunens hjemmeside. På brondby.dk/kunst kan man på et kort klikke sig ind på 81 forskellige værker og læse mere.

”Vi vil gerne bidrage til den æstetiske og kunstneriske fortælling om Brøndby. Ideen om at alle skal have adgang til noget smukt af en vis kunstnerisk værdi ses tydeligt udfoldet i vores kommune. Vi har meget kunst omkring os og nu kan man gå på opdagelse hjemmefra på den ny hjemmeside, inden man går ud, eller man kan tage sin mobil frem, når man står ved et værk og læse mere om det,” forklarer Helge Skramsø, direktør for Børne-, Kultur-, og Idrætsforvaltningen i Brøndby Kommune.

Den elektroniske kunstoversigt på brondby.dk/kunst er ikke udtømmende, og ligger man inde med viden om nogle af byens værker, der ikke er nævnt, eller som ikke optræder i oversigten, er man velkommen til at kontakte kulturidraet@brondby.dk.
Skrevet af Brøndby Kommune