Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

27.04.17

Gratis voksenundervisning i dansk og matematik

Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter går målrettet ind i kampen for at styrke danskernes læse- og regnefærdigheder.

FVU

”Mere end 500.000 voksne danskere har så svage basale færdigheder i læsning og regning, at de fx har svært ved at læse simple tekster eller lægge tal sammen.”

Sådan indleder Danmarks Evalueringsinstitut deres nye undersøgelse af virksomheders rolle i forhold til at opkvalificere medarbejdernes kundskaber i dansk og matematik.

Især på Vestegnen vurderes det, at der er mange borgere med udfordringer. Men sådan behøver det ikke være. Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter vil med Forberedende Voksen Undervisning (FVU) styrke borgernes kundskaber, både hvis man ønsker at komme i job eller uddannelse, men også i samarbejde med arbejdspladserne, så medarbejderne bliver opkvalificerede.

Derfor har de indledt en målrettet kampagne, for at gøre borgerne og virksomhederne opmærksomme på, at der findes tilbud der kan hjælpe dem, og bringe dem tættere på drømmeuddannelsen og drømmejobbet.

På indgangsportalen www.fvunu.dk kan man blive klogere på hvad FVU er, høre kursisters historier, og lære hvordan man kommer i gang. Det er en vigtig opgave, der kan gavne mange borgere professionelt og privat.

Vestegnens Sprog- & Kompetencecenter er et stort sprogcenter med afdelinger i Glostrup og på Amager. De har samarbejdsaftaler med 8 kommuner: Brøndby, Albertslund, Glostrup, Hvidovre, Ishøj, Vallensbæk, Tårnby og Dragør. Årligt har de 2500 kursister fra over 110 nationer. FVU-undervisning er gratis undervisning i dansk læsning og skrivning, samt matematik.

Skrevet af Brøndby Kommune