Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

04.04.17

Erhvervsministeren på gavebesøg

Brøndbys drøm om Sportsbyen kom i dag et skridt nærmere målet. Med visionen om Sportsbyen har Brøndby nemlig markeret sig så stærkt, at det har vækket genhør i Folketinget. I dag kom Erhvervsminister Brian Mikkelsen så forbi for at ønske tillykke med Brøndbys udnævnelse til regionalt udviklingsområde.

Senere i dag sender erhvervsminister Brian Mikkelsen et forslag i høring, der imødekommer en række ændringer til den såkaldte fingerplan, der bestemmer den fysiske planlægning i hovedstadsområdet.

For Brøndby betyder det, at planerne for sportsbyen nu kan realiseres og at kommunen, som en af de få kan smykke sig med titlen som regionalt udviklingsområde. Den nye titel betyder at Brøndby kan sætte skub i udviklingsplanerne om at gøre sportsbyen til et lokalt og regionalt sportscentrum. Forslaget giver nemlig bedre mulighed for at bygge mere og større og dermed bane vejen for at skabe en sportsby og samle virksomheder, foreninger og forbund, der alle har idrætten til fælles og som kan få gensidig glæde af hinanden.   

Borgmester Kent Magelund modtog naturligvis ministeren i Sportsbyen, hvor han blev budt velkomme med disse ord:

”Jeg vil gerne som borgmester i Brøndby byde dig velkommen her til kommunen på en dag, vi spændt har set frem til i langt tid - nemlig dagen, hvor området her er blevet udpeget og officielt blåstemplet - som regionalt udviklingsområde med speciale i oplevelsesøkonomi.

Sportsbyen er et område, som vi har en drøm om at udvikle endnu mere, da området rummer unikke muligheder for at blive et lokalt og regionalt sportscentrum, hvor vi bruger idrætten, kulturen og oplevelserne til at skabe udvikling, vækst og flere job. Hvor vi kan tiltrække store idrætsbegivenheder, events og koncerter, og hvor endnu flere innovative virksomheder og institutioner inden for idræt, træning, sundhed, kost, beklædning, ny teknologi og læring - alt sammen med relation til sport - kan se en fordel i at være placeret tæt på de mange sportsaktiviteter og sportsfolk”.

Brian Mikkelsen kvitterede ved at kalde Brøndby for Danmarks sportsby og at han derfor fandt det helt naturligt at imødekomme kommunens ønsker til den fortsatte udvikling af området omkring Brøndby Stadion:

”Vi skal udvikle hovedstadsområdets store erhvervspotentiale, som motor for vækst og udvikling ikke bare i København, men også for resten af landet, samtidig med, at her fortsat skal være attraktivt at bo” sagde Brian Mikkelsen.

Med i Sportsbyen var også folketingsmedlem Morten Bødskov, der har støttet udviklingsplanerne i Brøndby.


Erhvervsministeren ankom standsmæssig flankeret af sin pressechef og personlige rådgiver


Også folketingsmedlem Morten Bødskov deltog, da de gode nyheder blev overbragt


Det at ministeren har imødekommet Brøndbys ønske om at blive udnævnt til regionalt udviklingscenter havde mediernes interesse 


Kent Magelund fortalte ministeren om Brøndbys ønsker til udviklingen i sportsbyen på kort og langt sigt


De store smil var fremme, da de gode nyheder blev overbragt

Skrevet af Brøndby Kommune