Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

18.04.17

Rygestop i Brøndbyskoven

Der var så stor interesse for kombinationen af rygestop og naturoplevelser, at Brøndby Kommune nu gentager successen med et rygestopkursus i det fri.

Rygestopkursus i Brøndbyskoven
Foto: På det anderledes rygestopkursus i det fri i Brøndby møder man naturvejlederne Anders Jørgensen og Jan Madsen fra Naturskolen og rygestoprådgiver Jane Iversen.

Rygere er forskellige, og derfor er det rigtige rygestop også individuelt. For dem der kan lide at opholde sig udendørs og få nye naturoplevelser, er der mulighed for at kvitte smøgerne i skoven.

"Der var stor søgning sidste år til vores første rygestopkursus i det fri, så det var naturligt, at vi nu har stablet endnu et på benene. Denne gang tager vi udgangspunkt i Brøndbyskoven, hvor to dygtige naturvejledere er med til at give os nye og sjove naturoplevelser - alt i mens vi tager fat på et rygestop," forklarer Jane Iversen, rygestoprådgiver i Brøndby Kommune. Kurset byder bl.a. på gåture på volden, indsamling fra naturens forrådskammer og mad over bål. En af gangene foregår kurset på Brøndby Strand ved Sejlerhuset.

Kurset "Røgfri Naturligvis" starter onsdag den 26. april fra kl. 16.30-19 og strækker sig over seks onsdage. Kurset er gratis, det kræver blot, at man kan gå 20 minutter i rask trav for at kunne deltage. Kurset er for borgere i Brøndby, Vallensbæk, Glostrup, Høje Taastrup, Albertslund, Hvidovre, Ishøj, Tårnby og Dragør.

Interesserede kan høre mere og tilmelde sig kurset ”Røgfri Naturligvis” på Stoplinjen tlf. 80313131 eller skrive til rygestopvejleder Jane Damkjær Iversen på jadai@brondby.dk.


Skrevet af Brøndby Kommune