Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

12.10.17

Brøndby fik sin første kulturpolitik på Brøndby Kulturnat

På Brøndby Kulturnat den 6. oktober 2017 blev Brøndby Kommunes første kulturpolitik officielt lanceret af borgmester Kent Magelund og kulturudvalgsformand Steen Andersen. Den dugfriske kulturpolitik ud til de borgere, der var mødt op foran rådhuset for at deltage i udplantningen af ”Kulturens Træ”. Eventen var et symbol på de kim, der lægges ud med Kulturpolitikken og som nu skal omsættes konkret gennem fem værdier og fem indsatsområder.

Kulturens træ plantes som symbol på Brøndbys første kulturpolitik

Nu er den her. Den første kulturpolitik for Brøndby Kommune. Med en vision om, at vi gennem kulturen skaber sammenhængskraft i Brøndby. I visionen er der en indbygget tillid til, at alle gerne vil gøre noget, både for sig selv, og sammen med andre. Ikke som modsætninger, men på en og samme tid. Det er brændstoffet i kulturpolitikken: At vi hele tiden af os selv engagerer os i kultur og frembringer kultur. Og det skal kulturpolitikken bygge videre på.

Og hvad menes så med kultur? Kultur kan have flere betydninger og bruges på mange forskellige måder. Borgmester Kent Magelund sammenfattede kultur således: ”Selve ordet kultur handler om det at være menneske. Så når vi er sammen med familien, deltager i foreningsliv eller er på skaterbanen med vennerne, er vi en del af noget kultur. Og vi er også med til at skabe kultur. Kultur er både noget vi opsøger, og noget vi hele tiden er en del af.”

Dannelse som tema
Før den festlige fejring har politikere, borgere og kommunale medarbejdere sammen udpeget kulturpolitikkens fem værdier og fem indsatsområder. Optakten til det hele kom af kulturudvalgets ønske om at få en kulturpolitik. Det var fra start afgørende for kulturudvalget, at dannelse blev det overordnede tema, hvor både det almene menneskelige som fx det at indgå i fælleskaber og muligheden for at finde og pleje et særligt talent kom med.

”Den store ledestjerne i kulturpolitikken er dannelse. Det er det, fordi vi tror på, at dannelse er afgørende for ordentlighed overfor os selv og overfor andre. Dannelse er, når vi kan håndtere livet, hvad end det byder os. Og her kan kultur bruges som løftestang for dannelse, fordi kultur er det, der engagerer os, og hvor vi har mulighed for at udfolde os som mennesker”, sagde Kent Magelund ved lanceringen på Brøndby Kulturnat, og tilføjede i sin tale, at der står en enig kommunalbestyrelse bag vedtagelse af Kulturpolitikken.

Efter talen tog Kent Magelund og Steen Andersen det sidste spadestik og afsluttede udplantningen af tempeltræet, der nu vokser som symbol på, at visionen for kulturlivet også skal vokse sig stor og stærk rodfæstet i Brøndbys muld.

Kulturpolitikken kan læses her og kan fås i et fysisk eksemplar på kulturhuse, biblioteker og rådhuset eller ved at sende en mail til born@brondby.dk

Skrevet af Brøndby Kommune