Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

24.01.18

3 danske mesterskaber blev fejret på Brøndby Rådhus

De er kun 9, 11 og 12 år. Alligevel er det lykkedes Safiya, Mahtab og Adam fra Brøndby Taekwondo Klub at blive danske mestre. Det blev fejret på Brøndby Rådhus, hvor også foreningens medlemmer var mødt talstærkt op.

Reception for taekwondo

FOTO: Det var så fedt at vinde, fordi vi virkelig har kæmpet for det, fortalte Adam, Mahtab og Safiya fra Brøndby Taekwondo Klub, da de blev fejret på rådhuset.  

Det var tre meget stolte og glade børn, der besøgte Brøndby Rådhus for at blive fejret. Tre danske mesterskaber er netop kommet i hus og det kommer man ikke sovende til. De tre talentfulde børn træner fire til fem gange om ugen svarende til otte til ti timers træning hver uge.

”Det var så fedt at vinde danmarksmesterskabet, fordi man virkelig har kæmpet for det, fortæller Safiya, Mahtab og Adam samstemmende. De havde alle glædet sig til at komme på rådhuset og besøge borgmesteren, som naturligvis holdt tale og bød på lidt godt til ganen.

Kent Magelund ønskede først og fremmest tillykke med de tre danske mesterskaber, men fremhævede også hvor heldige Brøndby er, idet der er flere gode kampsports-foreninger, som alle er et vigtigt bidrag til udbuddet af fritidstilbud. Ud over karateklubber og judoklubben, som gennem mange år har tiltrukket børn, unge og voksne til kampsport, er der nemlig nu også taekwondoklubben.

”Som seneste skud på stammen inden for kampsport, slog Brøndby Taekwondo Klub for bare tre år siden dørene op for nysgerrige borgere. Men klubben har allerede etableret sig som en fast del af foreningslivet i Brøndby Strand, med fast base på Langbjerg, hvor teatersalen er blevet indrettet med de nødvendige træningsfaciliteter, og et stabilt medlemsgrundlag fra lokalområdet, sagde Kent Magelund”.

Og der blev faktisk skrevet et nyt kapitel i foreningens historie med denne reception for tre af deres nykårede danmarksmestre i tre forskellige vægtklasser.
”Det er i høj grad et kvalitetsstempel for foreningens talentarbejde, at det nu er lykkedes at udklække tre danske mestre i en ung alder. For mig som borgmester er det en stor glæde, når foreningerne er i stand til både at rumme den brede folkelige foreningsidræt og samtidig pleje deres talenter i et mere konkurrencepræget miljø”, sagde Kent Magelund.

De tre børn blev fremhævet som værende både stædige og viljestærke. Og deres træner er da heller ikke i tvivl om, at de alle kan nå langt inden for deres sport.

”Til DM i Odense den 18. november stillede I op i tre forskellige vægtklasser, og de få, men kvalificerede, modstandere I mødte i hver jeres vægtklasse, blev alle besejret med stor vilje og overskud. For de to piger var der tale om ren girlpower, og trods en kampvægt på under 37 kilo, mestrede I både hovedspark og taktik. For Adams vedkommende skulle der et løfte om at møde borgmesteren til for at motivere ham, men det lod til at virke”, sagde en smilende Kent Magelund og fortsatte:

”Udover at være flittige i træningslokalet og repræsentere Brøndby på flotteste vis, har jeg et indtryk af jer som nogle sympatiske unge mennesker. Jeres succeshistorie kan tjene som et forbillede for både jeres kammerater i klubben, men også for andre børn og unge. I er foregangsbilleder over for jeres jævnaldrende, og gode eksempler på at alle piger og drenge i Brøndby kan udleve deres drømme, og at mulighederne findes lige ude foran hoveddøren. Jeg håber, at I kan være med til at inspirere mange flere børn og unge til at opleve sammenholdet i foreningslivet, og ligesom jer, skabe sunde relationer og klare mål for deres fremtid. Foreningslivet byder dagligt på nye oplevelser og udfordringer, som er med til at forme os som mennesker og øge vores trivsel i hverdagen. Det er I alle tre strålende beviser på”.

Kent Magelund benyttede også lejligheden til at takke de frivillige i foreningen, trænere og ledere, som sørger for en meningsfuld fritid i lokalområdet.

”I har en stor del af æren for, hvor langt Brøndby Taekwondo Klub er nået i sin korte levetid, og det er takket være jeres indsats, at der er skabt så gode rammer for at dyrke taekwondo i Brøndby. Der foregår et rigtigt godt stykke ungdomsarbejde i foreningen, og det er også lykkedes jer at inddrage forældre i det frivillige arbejde i foreningen. Der er i det hele taget god opbakning til foreningen i lokalområdet, det håber jeg vil fortsætte, så vi kan fastholde et rigtigt godt fritidstilbud i Brøndby Strand”.

Reception for taekwondo 
De tre danske mestre Adam, Mahtab og Safiya sammen med deres træner og borgmester Kent Magelund

reception for taekwondo 
Brøndby Kommune har en lang tradition for at hylde kommunens store idrætspræstationer. Så der var selvfølgelig en lille gave til de talentfulde børn fra Brøndby Taekwondo Klub

reception for taekwondo
To af Brøndby Taekwondo Klubs yngste medlemmer var også med til receptionen på Brøndby Rådhus

Skrevet af Brøndby Kommune