Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

30.01.18

Lesjøfors A/S blev årets virksomhed i Brøndby

Lesjøfors har påtaget sig et ekstraordinært socialt ansvar og det blev belønnet med prisen til årets virksomhed 2017. Ved at være åbne og imødekommende overfor mennesker, der er langt fra arbejdsmarkedet, giver de ledige borgere et trygt sted, hvor de kan tage de første skridt i retning af arbejdsmarkedet.

Årets virksomhed 2018

FOTO: Fra venstre borgmester Kent Magelund, mentor René Rasmussen, Lesjøfors A/S, adm. direktør Tue Jensen, Lesjøfors A/S, jobcenterchef Bjarne Bo Larsen, Brøndby Kommune og social- og sundhedsdirektør Niels Møller, Brøndby Kommune. 
 

Kommunalbestyrelsen i Brøndby Kommune uddeler hvert år en pris til en virksomhed, der har påtaget sig et ekstraordinært socialt ansvar i samarbejde med Brøndby Kommune. Årets prismodtager – Lesjøfors A/S – blev fejret ved en festlig overrækkelse af prisen på Brøndby Rådhus. Her fik Brøndbys kommunalbestyrelse lejlighed til at takke René Rasmussen og Tue Jensen, der er hhv. mentor og administrerende diretør hos Lesjøfors A/S.

Samarbejde er centralt
Borgmester Kent Max Magelund begrundede blandt andet valget af Lesjøfors A/S til årets virksomhed således: ”Et centralt element i indsatsen for det rummelige arbejdsmarked er samarbejdet mellem kommuner, jobcentre og virksomheder. Virksomhederne er Jobcentrets vigtigste samarbejdspartner og erfaringerne fra Brøndby er, at en virksomhedsrettet indsats har en god effekt også for de udsatte grupper af ledige. I Brøndby har vi forskellige initiativer i gang for at styrke den virksomhedsrettede indsats yderligere. I denne forstærkede virksomhedsindsats er der især fokus på rekruttering af ledige på kanten af arbejdsmarkedet”.

Lesjøfors A/S blev indstillet til årets virksomhed for det gode samarbejde, der er mellem virksomheden og Jobcenter Brøndby. Lesjøfors A/S har siden 2012 været et virksomhedscenter med fire faste praktikpladser til ledige borgere med andre udfordringer end ledighed. Nogle af disse borgere er desuden blevet ansat efterfølgende.

”Vi vil gerne udvise social ansvarlighed og være en del af det lokalsamfund, vi bor i”, fortæller administrerende direktør Tue Jensen og mentor René Rasmussen fra Lesjøfors A/S om årsagen til, at de åbner virksomheden op for ledige borgere, der også har andre udfordringer end ledighed. ”Vi vil gerne give disse mennesker en chance for at lære at begå sig på en arbejdsplads og det er altid spændende at følge deres udvikling”.

Jobkonsulent fra Brøndby Jobcenter Ruhsan Okutan kan da også fortælle, at Lesjøfors A/S har haft over 70 borgere i virksomhedspraktik alene de seneste to år. Hun beskriver virksomheden som en god, fast og stabil samarbejdspartner for Jobcenter Brøndby, hvor de udsatte ledige borgere kan udvikle kompetencer et trygt sted, hvor de ledige også lærer hvilke krav og forventninger, der er på en arbejdsplads. ”Deres virksomhed er en træningsplads for vores borgere og det betyder meget for os, at vi har så god en samarbejdspartner”, fortæller Ruhsan Okutan.

Kent Magelund roste da også alle hos Lesjofors i sin tale ved prisoverrækkelsen:
”Lesjøfors A/S gør en stor indsats for praktikanterne hele vejen igennem praktikforløbene. Yderligere er de øvrige medarbejdere på virksomheden hjælpsomme og imødekommende over for nye praktikanter. Så Brøndby Kommune har også i fremtiden stor tiltro til samarbejdet med Lesjøfors A/S om både rekruttering af medarbejdere til virksomheden og gode praktikforløb for borgere der har behov for et trygt sted, hvor de kan tage de første skridt i retning af arbejdsmarkedet”.

Tak til alle indstillede
De øvrige indstillede virksomheder fik naturligvis også en stor og varm tak med på vejen for den store indsats og det sociale ansvar de udviser. Det drejer sig om Teknisk Erhvervsskole Center (TEC) Transport, ENIGA, BHR Service A/S, Vestegnens Tømrer- og Snedker Enterprise og Børnehuset Myretuen.

Det er medarbejdere fra Jobcenter Brøndby og Job- og Aktivitetscenter Vestegnen, der indstiller virksomheder til prisen som årets virksomhed. De virksomheder, der er indstillet, har det til fælles, at de har påtaget sig et særligt socialt ansvar. Det er derefter Kommunalbestyrelsen, der vælger årets virksomhed efter indstilling fra Beskæftigelsesudvalget.

Skrevet af Brøndby Kommune