Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

31.01.18

Skoleliv, fritidsmuligheder og fællesskab på dagsordenen til ungdomsdemokratidagen

Fredag fyldte Brøndbys 8. klasser og deres lærere Kulturhus Brønden med deres egne bud på projekter og idéer, der kan gøre en forskel lokalt i Brøndby. Under den fælles overskrift ’ungdomsliv’ dystede klasserne om årets ungdomsdemokratipokal, og da stemmerne var talt op, var det 8. A fra Brøndbyvester Skole, der løb med sejren.

Ungdomsdemokratidag 2018

Der var bygget flotte stande, forberedt solide argumenter, og kommunalbestyrelsesmedlemmerne var mødt talstærkt op, da den traditionsrige ungdomsdemokratidag fredag d. 26. januar løb af stablen. Klasserne mødtes fra morgenstunden og byggede flotte præsentationer af de projekter, de har arbejdet med i samfundsfagstimerne, fra de kom tilbage fra juleferie. Siden blev der debatteret ivrigt med lokalpolitikerne, og til sidst blev der, helt som til et rigtigt valg, stemt på det bedste projekt. Emnerne kom vidt omkring, og der var gode og kreative bud på blandt andet fælles sociale arrangementer på tværs af skolerne, god tone på nettet, kantineordninger, nye ungemiljøer og indhold på skoleskemaerne.

Sidst på dagen kunne en flok glade vindere fra 8. A på Brøndbyvester Skole modtage både kammeraternes og borgmesterens lykønskninger. De havde lavet et anderledes bud på, hvordan man uden at gå på kompromis med det faglige indhold kan korte lidt af skoledagens længde.
Ungdomsdemokratidagen kobler sig i ulige år på det landsdækkende Skolevalg, men i lige år er det elevernes egne bud på nye, lokale tiltag, der kommer under kyndig behandling. ”Vi nyder at se de mange gode bud, der kommer frem sådan en dag. Nogle kræver måske noget tid og overvejelse, men en del af dem er faktisk indsatser, der er lige til at gå til – fx i samarbejde med os i Ungdomsskolen”, siger ungdomsskoleleder Troels W. Lund.

På Brøndby Strand Skole havde 8. F lavet et forslag til, hvordan man med nytænkning af valgfagene kan skabe en bedre overgang til ungdomsuddannelserne. Maria og Celina fra klassen er ikke i tvivl om, hvad Ungdomsdemokratidagen bidrager til: ”Det har været virkelig spændende at gå rundt mellem boderne og se, hvad de andre klasser har valgt at sætte fokus på, og så er det bare fedt at få mulighed for at lave noget sammen på tværs af skolerne – det kunne vi godt tænke os noget mere af.”

For eleverne er Ungdomsdemokratidagen en festdag, og med underholdning af tryllekunstneren Sunny Cagara var der som et supplement til alle de alvorlige snakke også sørget for lidt til lattermusklerne. I alt deltog 220 elever i fredagens arrangement sammen med deres lærere, og dagen sluttede traditionen tro med, at deltagerne satte deres håndaftryk på skulpturen ’Et håndtryk i demokratiets navn’.

Fakta: 

  • Ungdomsdemokratidagen har været afviklet årligt siden 2011
  • Flere tidligere projekter er siden blevet til virkelighed, blandt andet gennem Brøndby Fælleselevråd
  • Ungdomsdemokratidagen afvikles af Brøndby Ungdomsskole i samarbejde med de involverede lærere fra alle tre skoler

Ungdomsdemokratidag 

Ungdomsdemokratidag 

Ungdomsdemokratidag

Skrevet af Brøndby Kommune