Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

06.02.18

Brøndby Kommune udvalgt til Demensrejseholdet

Brøndby Kommunes er udvalgt til Demensrejseholdet blandt mange ansøgere. Det betyder, at personalet på byens tre ældrecentre nu får et intensivt kompetenceløft.

Kick off på demensrejseholdet i Brøndby Kommune
31 kommuner søgte om at blive en del af Demensrejseholdet og Brøndby Kommune blev udvalgt sammen med syv andre.

”I er udvalgt fordi, I har et højt fagligt niveau og en stor viden på området. Den viden skal vi hjælpe jer med at få i spil, så I får metoder og værktøjer, I kan bruge i dagligdagen med borgere med demens,” lød det fra Sundhedsstyrelsens konsulenter, der forleden skød det nye tiltag i gang på Brøndby med deltagelse af både medarbejdere fra plejen, køkken, rengøring og aktivitetsområdet.

Med Demensrejseholdet bliver alt personale på byens tre ældrecentre endnu klogere på, hvordan man bedst tackler borgere med demens, så det er deres behov, der er i centrum. Dertil bliver 45 medarbejdere uddannet nøglepersoner, som deres kolleger nemt kan trække på. Målet er, at borgere med demens vil opleve en øget livskvalitet.
Det ligger allerede nu fast, at en del af modellen fremover betyder, at de ansatte på ældrecentrene holder beboerkonferencer, hvis de oplever særlige udfordringer med en bestemt beboer. På beboerkonferencen bruges nogle af de nye metoder, så man virkelig kommer i dybden med en udvalgt beboer og rundt om bordet sidder så mange som muligt af de ansatte, der har kontakt til beboeren.

Projektet faciliteters af konsulenter fra Sundhedsstyrelsen og løber frem til juni 2018.
Skrevet af Brøndby Kommune