Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

27.03.18

Sådan håndterer du affald under konflikten

Hvis det kommer til en konflikt, betyder det, at borgere og institutioner i Brøndby ikke kan få hentet affald i perioden. Årsagen er, at Vestforbrænding bliver ramt af strejke og blokade under en eventuel konflikt og ikke kan tage imod affald.

Hvorfor kan jeg ikke få hentet mit affald?
Affaldet i Brøndby Kommune køres til forbrænding på Vestforbrænding og da Vestforbrænding ikke kan modtage affald i konfliktperioden, er det ikke muligt for os at indsamle affald. Det er 3F, dansk Metal og Maskinmesterforeningen, der har varslet strejke og blokade mod Vestforbrænding og en række andre affaldsenergianlæg.

Du vil dog fortsat få hentet pap og haveaffald, da denne type affald ikke køres til Vestforbrænding.

Hvornår kan jeg få hentet mit affald?
Brøndby Kommune kan ikke hente affald hos borgerne i Brøndby under konflikten, da Vestforbrænding ikke modtager affald under konfliktperioden. Du kan derfor få hentet affald, når konflikten er slut. Der må påregnes evt. forsinkelse på hentning af affald, når vi er i gang igen.

Hvad skal jeg gøre af mit affald, indtil det bliver hentet?
Vi opfordrer til, at du forsegler dit affald godt i poser med en knude og samler det i fx sorte eller klare plasticsække. Vær særlig opmærksom på at forsegle organisk affald, som kan tiltrække dyr.

Vær opmærksom på ikke at overfylde dine beholdere. Stil det ekstra affald ved siden af i store, lukkede plasticsække, så du er sikker på, at dit affald hentes, når konflikten er slut.

Undgå at de ekstra sække vejer mere end ca. 10 kg. pr. stk. af hensyn til renovationsmedarbejderne.

Bliver mit affaldsgebyr reduceret, når affaldet ikke kan hentes?
Dit affaldsgebyr bliver ikke reduceret, selvom du i periode får udskudt afhentningen af dit affald.

Kan jeg aflevere mit affald på genbrugsstationen?
Umiddelbart holder genbrugsbrugsstationen i Brøndby åbent under konflikten. Du kan dog ikke aflevere småt brændbart og træ på genbrugsstationen i en konfliktperiode, da vi ikke kan aflevere disse affaldstyper videre til Vestforbrænding. Genbrugsstationen må ikke tage i mod mad- og restaffald.


Vi beklager de gener, det medfører, at vi ikke kan afhente affald under konfliktperioden.

Spørgsmål kan rettes til affald@brondby.dk

Skrevet af Brøndby Kommune