Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

03.10.18

Ekspropriation til sideudvidelse af Kirkebjerg Parkvej

Kommunalbestyrelsen i Brøndby Kommune har vedtaget, at der skal foretages en sideudvidelse af Kirkebjerg Parkvej. Udvidelsen er nødvendig i lyset af de kommende boliger i Kirkebjerg, for at cyklister og bilister kan færdes sikkert, og for at understøtte den udvikling af Kirkebjerg, som kommunalbestyrelsen ønsker at fremme.

Vejen vil blive prydet med vejside-træer, som skal give en allé-følelse for bilister og beboere i området samt give plads til evt. mindre LAR-løsninger. Langs vejen vil der ydermere være enkelte steder med mindre lommer til tidsbegrænset længdeparkering.

Der afholdes derfor åstedsforretning med henblik på gennemførelse af ekspropriation til erhvervelse af de nødvendige arealer og rettigheder. Åstedsforretningen afholdes i medfør af §§ 100 og 101 i vejloven (lov nr. 1520 af 27. december 2014 om offentlige veje mv.).

Åstedsforretningerne afholdes onsdag den 31. oktober 2018.

Under åstedsforretningen besigtiges de berørte ejendomme, og omfanget af den påtænkte ekspropriation påvises overfor ejere og brugere. Ejere, brugere og andre, der berøres af den planlagte ekspropriation, kan under åstedsforretningen eller inden for en frist på 4 uger efter åstedsforretningen fremsætte bemærkninger, indsigelser m.v. til projektet.

Dette opslag tjener til underretning for enhver, der har en retlig interesse at varetage i anledning af ekspropriationen. Ejerne af de berørte ejendomme er indvarslet ved særskilt brev.

Skrevet af Brøndby Kommune