Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

19.11.18

Jule-guide

Traditionen tro byder både november og december på en masse hyggelige julearrangementer for både børn og voksne. Så kig med og lad dig inspirere af vores lille guide. Glædelig jul!

Jul i Brøndby
Lørdag den 24. november er der ’Julemarked’ på Job & Aktivitetscenter Vestegnen.
Til julemarkedet vil der være boder med udstilling og salg af egen produktion, juledekorationsværksted, bag-selv småkager, musik, salg af juletræer og en julecafé med godt til ganen. Det foregår på Hesselager 7-11 klokken 13 til 17.

Samme dag er der Juleglimmerglas for de 4-12-årige, børn under 6 år i følge med voksen. Kom og lav din egen magiske verden. Vær med til en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor vi forvandler gamle syltetøjsglas til juleglimmerglas. Først bygger vi vores egne små verdener op på glassets låg med grantræer, dyr osv. Bagefter fylder vi glasset med vand og glimmer og limer det til. Og VUPTI! når man ryster glasset, daler den fineste glimmersne ned over figurerne. Vi er klar med alle materialer, råd og vejledning. Det begynder kl. 10.30 på Brøndbyvester Bibliotek, Glentemosen 13.

Onsdag den 28. november og torsdag den 29. november er der stort julemarked i Pensionisthuset Møllen. Traditionen tro er der både gløgg og æbleskiver og salg af hjemmelavet julehåndarbejde, juledekorationer og gravpynt. Det foregår begge dage på Brøndby Møllevej 37 klokken 15-19.

Fredag den 30. november, er der ’Jul i Brønden’. Vi swinger julen ind med fest, farver og KAPOW! Tag dine små yndlingsmennesker under armen og nyd en hyggelig, traditionsrig eftermiddag med juleklip, juleshow, juletræstænding og -dans. Vi slutter af med kage, saft, kaffe og te. Kl. 15 er der juleshow for hele familien med Kalle og Mek Pek for de 4-10-årige. Billetterne til juleshowet med Kalle og Mek Pek koster 10 kr. på www.oplevbrondby.dk. Det foregår i Kulturhuset Brønden fra klokken 14 til 16.30.

Lørdag den 1. december kan man både ’jule’ i Middelalderlandsbyen og på Brøndby Naturskole.
Her rykker julehyggen ind i Middelalderlandsbyen på Nybovej. Landsbyen afholder igen i år hyggeligt julemarked med boder og kaffe/the med kager, der kan købes til næsten middelalderlige priser. Der vil blive arbejdet i landsbyen på dagen med håndværk og der vil være mulighed for at købe gaver og lækkerier i salgsboderne. Til frokost sælger Korsfarerne vanen tro mjød og øl. Det foregår på Nybovej 11 klokken 10 til 16.

Samme dag inviterer Brøndby Naturskole til ‘Julemandens Værksted’ i samarbejde med spejderne Ulf Jarl og Matrielgården. Her kan man gå i skoven og samle ting til årets juledekoration. Bagefter er der arrangeret et hyggeligt værksted for børn og voksne. Her vil der være mulighed for at dyppe lys, lave dekorationer, julepynt, julenisser m.m., mens ilden knitrer i brændeovnen, og kaffe- og æbleskiveduften breder sig ved bålet. Arrangementet er gratis og på eget ansvar. Det foregår på Voldgaden 21 D (ved spejderhytterne) klokken 11 til 14.

Søndag den 16. december er der Perlepladeworkshop for hele familien. Trænger du til en pause fra juleriet, eller mangler du en julegave til bedstemor? Så kom til en hyggelig og sjov perlepladeworkshop. Perlepladeeksperten Thomas Lolholm står klar med tips, tricks og materialer. Det eneste du skal medbringe er dig selv og dit gode humør. Det foregår i Kulturhuset Kilden, Nygårds Plads 31 klokken 12.

Se alle julearrangementer på www.oplevbrondby.dk
Skrevet af Brøndby Kommune