Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

30.01.19

Årets virksomhed: Rema 1000 Brøndby Strand

Rema 1000 i Brøndby Strand modtager Brøndby Kommunes pris som Årets Virksomhed 2018 for at vise socialt ansvar og hjælpe især kommunens unge borgere med at komme i job eller uddannelse.

FOTO: På billedet ses Liam, Christian, Tonny, købmand Thomas Hvid, borgmester Kent Magelund, Tina, Thanyalak og Charlotte ved prisoverrækkelsen, der foregik i Rema 1000 i Brøndby Strand.

Kommunalbestyrelsen i Brøndby Kommune uddeler hvert år en pris til en virksomhed, der har påtaget sig et ekstraordinært socialt ansvar i samarbejde med Brøndby Kommune. Årets prismodtager – Rema 1000 Brøndby Strand – blev fejret ved en festlig overrækkelse af prisen i Rema 1000s egen butik i Brøndby Strand Centrum.

Her fik Brøndbys borgmester og beskæftigelsesudvalg lejlighed til at takke købmand Thomas Hvid og hans medarbejdere i Rema 1000 Brøndby Strand.

”Rema 1000 fortjener stor ros og anerkendelse for deres engagement og sociale ansvar. Jeg er stolt af, at vi kan samarbejde med de lokale virksomheder om at give vores ledige borgere en mulighed for at få fodfæste på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet,” siger borgmester Kent Magelund.

Rema 1000 i Brøndby Strand har et tæt samarbejde med Jobcenter Brøndby, hvor flere borgere har været i virksomhedspraktik eller andre former for forløb som en del af deres uddannelse.

Samarbejde er centralt
Kent Magelund fremhævede i sin tale, at alle i Rema 1000 er med til at løfte en stor og betydningsfuld opgave. Ikke blot købmand og kontaktperson Thomas Hvid men alle medarbejdere.

”Thomas – du er en ægte sjæl. Og du har en stor tro på, at de unge ledige kan komme videre i retning af beskæftigelse eller uddannelse. Samtidig engagerer du dig i de unges sociale liv, og du giver dem gerne gode råd. Men det betyder også meget, at alle medarbejdere i butikken tager så godt imod de unge, så de føler sig velkomne, og hurtigt bliver en del af hverdagen her i butikken. Hos jer er indstillingen til socialt ansvar nemlig den, at det ikke kun er en idé, men en holdning der skal ses og mærkes i hele butikken”.

Thomas Hvid gav hurtigt rosen videre til sine medarbejder:

”Jeg er bare toppen af kransekagen. For det er fint, at jeg gerne vil hjælpe. Men det, der gør mig rigtig stolt over at modtage denne pris er, at mine medarbejdere er med på at ville gøre en forskel. For det er dem, der løfter en stor opgave i hverdagen og sørger for at alle føler sig velkomne”, sagde købmand og prismodtager Thomas Hvid.

Thanyalak, der arbejder i Rema 1000 i et EUG-forløb, som er en uddannelse til butiksmedhjælper og Charlotte, der er i virksomhedspraktik, er da også begge enige om, at de er blevet taget rigtig godt imod:

”Vi er som én stor familie og vi bliver betragtet som ligemænd. Her hjælper vi alle sammen hinanden, hvad enten man er fastansat medarbejder eller i virksomhedspraktik eller under uddannelse”, siger de to piger samstemmende.

Kent Magelund lagde ikke skjul på, at virksomhedernes indsats er helt afgørende, hvis den kedelige kurve med en alt for høj ungdomsledighed skal knækkes.

”Det er en mærkesag – ikke bare for vores beskæftigelsesudvalg – men for hele kommunalbestyrelsen. Her er vi meget optaget af, at alle vores unge skal have en uddannelse eller job, så de kan blive en del af fællesskabet på arbejdsmarkedet. Så det er vi i fuld gang med at ændre på med en række initiativer og spændende nye samarbejdsformer. Men som sagt. Det er jer virksomheder, som er den allervigtigste samarbejdspartner”.

Tak til alle indstillede
Rema 1000 i Brøndby Strand er heldigvis ikke den eneste virksomhed i Brøndby, der påtager sig et ekstraordinært socialt ansvar. Det er de øvrige virksomheder og institutioner, der har været indstillet til Årets Virksomhed 2018, et godt udtryk for. Det drejer sig om:

  • Stand Out Media
  • Ældrecentret Æblehaven
  • Børnehuset Påfuglen
  • Ældrecentret Nygårds Plads
  • Værestedet Strandstuen
  • Klinisk Tandteknik
  • SP-Ejendomsservice
  • Hoffmann A/S
Skrevet af Brøndby Kommune