Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

28.03.19

Ny analyse: Brøndby ligger i top

Jobcenter Brøndby er landets bedste til at få udsatte borgere tættere på arbejdsmarkedet.

En helt ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at Brøndby er den kommune i hele landet, der er bedst til at få udsatte borgere tættere på arbejdsmarkedet eller til helt at blive selvforsørgende.

I analysen kommer Brøndby ind på en fornem første plads, hvor vi sammen med Syddjurs, Kerteminde, Hørsholm og Brønderslev, udgør de top fem kommuner, der alle har reduceret andelen af borgere, der står uden for arbejdsmarkedet, med over 10 pct.

Faktisk har Brøndby reduceret andelen med hele 14,7 procent. Det er særligt de såkaldt aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere og den store gruppe af sygedagpengemodtagere, som jobcenteret har fået helt eller delvist ud på arbejdsmarkedet via en målrettet indsats.

”Vores aktivitetsparate borgere har andre udfordringer end blot ledighed. Derfor arbejder vi meget målrettet og individuelt med denne gruppe. Vi har simpelthen et lille team, der består af en jobkonsulent, en socialrådgiver og en læge. De screener borgerne og beskriver de muligheder og begrænsninger den enkelte borger har. Så kan sagsbehandleren sammen med borgeren finde de konkrete muligheder og tilbud, der passer til det, den enkelte formår også selvom det blot er få timer om ugen”, siger Bjarne Bo Larsen, der er jobcenterchef i Brøndby Kommune.

Han fremhæver også jobcenterets indsats over for gruppen af borgere, der modtager sygedagpenge, som en af årsagerne til den flotte placering i analysen fra Dansk Arbejdsgiverforening.

Se analysen her
Skrevet af Brøndby Kommune