Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

25.04.19

Bogen om Brøndby er udkommet

Tirsdag den 23. april udkom en helt særlig bog om Brøndby Kommune. Bogen er historien om Brøndby fra A-Z. Fra det mest almindelige til det mest specielle. Bogen er en del af Trap Danmarks bogserie, som beskriver Danmark og landets 98 kommuner.

FOTO: Viceborgmester Hajg Zanazanian havde æren af at præsentere bogen om Brøndby ved lanceringen sammen med H.K.H. Kronprinsen og 18 borgmestre på DTU i Lyngby

Forlaget Trap Danmark er i gang med at dokumentere alle landets kommuner i bogform, og tirsdag udkom bogen om Brøndby ved en reception, hvor H.K.H. Kronprinsen deltog.

I bøgerne kan man blive klogere på de enkelte kommuners geologi, geografi, biologi, arkæologi, historie, kultur, kunst og arkitektur samt samfunds- og erhvervsliv

I bogen om Brøndby kan man blandt andet læse om det tidligste spor efter mennesker for cirka 13.000 år siden. Og om fund fra Bronzealderen og Jernalderen til hvordan Brøndby har udviklet sig fra landbrugssamfund til en moderne forstad, hvor folk i stor stil flyttede til Brøndby fra Københavns små og fugtige lejligheder for at få lys, luft og gode boliger.

Man kan også blive klogere på de mange grønne områder, Brøndbys rige friluftsliv, fodboldklubben BIF til hvorfor Brøndby er en af landets ti varmeste kommuner med en årsmiddeltemperatur, som ligger et godt stykke over landsgennemsnittet.

Viceborgmester Hajg Zanazanian havde æren af at præsentere bogen om Brøndby ved lanceringen sammen med H.K.H. Kronprinsen og 18 borgmestre på DTU i Lyngby.

”Det er et meget flot værk, der er blevet skrevet og rigt illustreret om Brøndby Kommune. Det er en komplet og detaljeret beskrivelse af den by, jeg elsker og jeg synes den viser den store bredde, der er i Brøndbys landskab, i vores historie og i vores kultur”, siger viceborgmester Hajg Zanazanian.

Brøndby indgår i Trap Danmark, bind 31: Brøndby, Hvidovre, Tårnby, Dragør, Bornholm og kan købes hos boghandlere og netboghandlere.

Skrevet af Brøndby Kommune