Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

16.04.19

Brøndby vil værne om drikkevandet

Ny plan skal sikre, at grundvandet i Brøndby Kommune bliver ved med at være af god kvalitet. Kommunen opfordrer borgerne til at passe på drikkevandet ved at undlade at bruge pesticider.

Rent drikkevand er ikke en selvfølge. Det kræver rent grundvand og det sætter en ny vandforsyningsplan, som netop er vedtaget i Brøndby Kommune, ambitiøse mål for.

”Vi sætter barren højt for at værne om vandets kredsløb i kommunen, så vi fortsat kan levere drikkevand af høj kvalitet. Men det kræver også, at borgerne spiller med. Vi Brøndbyborgere bor jo oven på vores drikkevand og har derfor et stort ansvar for ikke at bruge pesticider og lignende i vores haver, som kan sive ned i grundvandet,” fortæller Vagn Kjær-Hansen, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Brøndby Kommune.

I planen kan man læse, hvordan Brøndby Kommune vil beskytte grundvandet, så man kan blive ved med at indvinde vand i Brøndby Kommune. Kommunen har fokus på seks områder:

• Minimere indholdet af klorid i grundvandet fra vejsaltning.
• Minimere indholdet af pesticider i grundvandet.
• Minimere indholdet af miljøfremmede stoffer i grundvandet fra nedsivning af regnvand.
• Forebygge spredning af forurening i grundvandet via brønde og boringer.
• Oprydning af forureninger fra punktkilder.
• Forebygge jord- og grundvandsforurening.

Se Vandforsyningsplan 2018 her.

Skrevet af Brøndby Kommune