Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

29.04.19

Udsigten skifter fra gammelt erhverv til 170 nye boliger

Planen er at bygge 170 boliger i 2-6 etager nord for Banemarksvej tæt ved Glostrup Station. De nye rækkehuse og lejligheder er planlagt i et område, der i dag er erhverv. Planerne er i offentlig høring frem til den 5. juli 2019.

Det fremtidige område omkring Banemarksvej

I dag er området nord for Banemarksvej og op af jernbanen et ældre erhvervsområde, der strækker sig både ind i Brøndby og Glostrup Kommune. De to kommuner arbejder derfor nu tæt sammen om at få lagt hovedlinjerne for, hvordan interesserede investorer kan omdanne erhvervsområdet op til jernbanen til et blandet boligområde. Investorer ønsker at bygge i alt cirka 530 boliger; cirka 500 etageboliger og cirka 30 rækkehuse. 170 af disse boliger ligger i Brøndby Kommune.

”Jeg glæder mig over, at vi her har et erhvervsområde tæt på et parcelhuskvarter, som nu skal omdannes til et boligområde. Det vil forskønne området og give et løft af kvarteret, der også kommer de eksisterende beboere til gode,” mener Kent Magelund, borgmester i Brøndby Kommune.

Frem til den 5. juli 2019 har Brøndby Kommune et lokalplanforslag i høring, der lægger vægt på, at det kommende byggeri har en arkitektonisk kvalitet og at der er tænkt lys, luft og større grønne arealer ind i byggeriet.

”De nye planer tager også hensyn til de eksisterende boliger i Vesterled. Vi har justeret kravene til byggeriet efter for-høringen, hvor vi hørte fra bekymrede naboer om bl.a. trafik, støj og indbliksgener. Derfor er der nu fx særlige krav til udformningen af byggeriet, så de nærmeste naboer mindst muligt oplever, at der kan kigges ned på deres matrikel,” fortæller borgmester Kent Magelund.

Når der er lagt op til, at der kan bygges boliger i op til 4-6 etager mod jernbanen er det også for at skærme af mod støjen fra togtrafikken og de bagvedliggende erhverv. Der er samtidig lagt op til, at der kun må bygges 2-4 etager ud mod Banemarksvej for at sikre lysindfald.

Når boligprojektet bliver en realitet, vil man udvide Banemarksvej, så den bliver bredere og får cykelstier på begge sider af vejen.

Forslag til lokalplan 249 kan ses her: http://brondby.viewer.dkplan.niras.dk/dkplan/dkplan.aspx?lokalplanId=177

Forslag til kommuneplantillæg nr. 20 kan ses her: http://brondby.viewer.dkplan.niras.dk/dkplan/dkplan.aspx?pageId=750

Forslag til planerne i Glostrup Kommune kan ses her.

Planerne er i høring til den 5. juli 2019.
Skrevet af Brøndby Kommune