Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

05.07.19

Input fra borgerne sætter aftryk på området omkring nyt ældrecenter

I forbindelse med Brøndbys kommende ældrecenter i Vesterled har borgerne via en høring og et borgermøde haft mulighed for at komme med forslag til, hvordan området omkring ældrecentret bedst planlægges.

Brøndby skal have et nyt ældrecenter, der skal opføres i Vesterled. Det kommende ældrecenter vil erstatte Gildhøjhjemmet, der ikke længere er tidssvarende. Det indledende arbejde er nu i gang som optakt til, at byggeriet forventeligt kan gå i gang i 2022.

I opstartsfasen har Brøndby Kommune afholdt en høring og et borgermøde, hvor borgerne kunne give deres input til den kommende planlægning for det nye ældrecenter og de omkringliggende områder.

Høringssvarene fra borgerne har givet nogle gode forslag til, hvordan området omkring det kommende ældrecenter kan planlægges. Og på baggrund af høringen har Brøndby Kommune udarbejdet et forslag til ændring af kommuneplanrammerne for området ved Banemarksvej i Vesterled, som primært har til formål at åbne mulighed for en fremtidig placering af et døgnbemandet ældrecenter i området.

I forslaget til kommuneplanen fremgår det bl.a., at man gerne vil fastholde de grønne områder i den sydlige del med tilpasning af HOFORs forsyningsanlæg, og at man ønsker at kombinere rekreative områder med klimatilpasningsprojekter. Desuden vil man gøre det muligt at kunne placere aktiverende formål i forlængelse af ældrecentret og skabe gode opholdsmuligheder, der kan bruges af områdets øvrige beboere.

Arbejdet med det kommende ældrecenter vil strække sig over flere år, og dette er blot første runde med inddragelse af borgerne. Senere vil planerne blive mere konkrete, og borgerne vil løbende få mulighed for at gå i dialog med kommunen i løbet af lokalplanarbejdet.

Du kan læse om den politiske beslutning om ændring i forslag til kommuneplan her.
Skrevet af Brøndby Kommune