Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

20.08.19

Idrætscertificering i Brøndby Kommune sætter nye standarder

Brøndby er de første i landet til at idrætscertificere personale, der arbejder med voksne med handicap. Det sker netop nu på Job og Aktivitetscenter Vestegnen i Brøndby Strand.

Personalet idrætscertificeres på JAC i Brøndby

”Vi arbejder allerede systematisk med bevægelse, og vi er en del af en kommune, hvor idræt og fællesskab er en del af vores DNA. Så det var naturligt for os at opsøge muligheden for at blive idrætscertificeret hos DGI og blive de første, der arbejder med voksne med udviklingshæmning, der har denne certificering,” fortæller Mats Erlandsson, leder af Job & Aktivitetscenter Vestegnen.

Job & Aktivitetscenter Vestegnen ligger i Brøndby og tilbyder aktivitets- og samværstilbud eller beskyttet beskæftigelse til mere end 400 borgere. Med den nye idrætscertificering fra DGI er der lagt op til endnu mere fokus på udeliv og bevægelse.

”Med DGI’s idrætscertificering får vi endnu flere konkrete redskaber i vores værktøjskasse. Og medarbejderne får en større bevidsthed om de vigtige fysiske aktiviteter og får også koblet teorien på – hvorfor er det så godt at være ude? Hvad virker godt i forhold til vores målgruppe? Hvad virker mindre godt? Det sikrer en opkvalificering af personalet og vi mærker også, at vores borgerne er rigtig glade for tiltaget. De er glade for struktureret aktivitet og for at blive motiveret til bevægelse,” forklarer leder Mats Erlandsson.

Udfordring og fællesskab
Idrætsorganisationen DGI har stor erfaring med at skabe sjove og udfordrende bevægelsesmiljøer, hvor den enkelte kan få oplevelsen af at deltage og bidrage til fællesskabet.

”Når idræt, leg og bevægelse skal fungere som et redskab til trivsel, glæde og bedre læring er den pædagogiske tilgang og det sociale miljø afgørende. Det handler om, at alle skal kunne være med. Under en certificering trækker vi på vores mangeårige erfaring med at skabe inkluderende og positive idrætsoplevelser. Det er en vekslen mellem teori og praksis, hvor personalet får konkrete redskaber, der sætter dem i stand til at udvikle fællesskabsskabende bevægelsesaktiviteter med fokus på sansemotorisk udvikling og glæden i centrum,” siger Kit Frøling, der er konsulent hos DGI Midt- og Vestsjælland.

Idrætscertificeringen foretages af DGI og omfatter 30 medarbejdere på Job & Aktivitetscenter Vestegnen. Det er første gang, et tilbud til voksne med psykisk handicap idrætscertificeres.


Fakta: Derfor er bevægelse godt på handicapområdet
• Det skaber en fællesskabsfølelse, der styrker kammeratskabet i gruppen
• Øget selvværd og øget kropstilfredshed
• Via idræt og bevægelse kan man arbejde specifikt med de sansemotoriske udfordringer, borgere med særlige behov ofte har
• Bedre kropsforståelse og øgede motoriske færdigheder
• Sansemotoriske udfordringer kan blokere for indlæring og koncentrationsevnen

Skrevet af Brøndby Kommune