Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

16.09.19

Borgerne har sat retning for Kirkebjergs nye vejnavne

Vejnavnene i Kirkebjerg, Brøndbys kommende nye boligkvarter, skal tage udgangspunkt i områdets erhvervshistorie. Det er resultatet af at inddrage borgernes ideer og input.

Fremtidens Kirkebjerg bliver en levende bydel med grønne områder
I løbet af de næste 10-15 år vil Kirkebjerg forvandle sig fra et erhvervsområde til et nyt boligkvarter med op til 2.000 nye boliger. Den forvandling indebærer blandt andet nye veje og et behov for nye vejnavne til området. Arbejdet med at kredse sig ind på nye vejnavne har været i gang nogle måneder. Senest har Kommunalbestyrelsen besluttet, at borgerne skulle have mulighed for at give deres besyv med, bl.a. på kommunens Facebook-side. Det affødte mere end 60 input.

Nej tak til Kirkebjerg-navne
Nogle borgere havde ideer til vejnavne. Andre forholdt sig til det forslag, forvaltningen havde fremlagt, hvor ”Kirkebjerg” gik igen i områdets vejnavne. Mange borgere mente dog, at det ville skabe forvirring, hvis alle veje starter med Kirkebjerg. Derfor blev det forslag sendt til hjørne.

Tre erhvervstemaer
Kommunalbestyrelsen lyttede til de mange kommentarer fra borgerne om at inddrage Kirkebjergs erhvervshistorie i navngivningen. Det bliver derfor områdets lange erhvervshistorie, der skal afspejles i de kommende vejnavne. Og politikerne besluttede, at der skal arbejdes med at navngive vejene inden for et af tre temaer, der har været vigtig for Kirkebjergs historie, nemlig gartnerier, industri og håndværkerfag.

Lige nu arbejder forvaltningen videre med de tre nævnte temaer og præsenterer endelige forslag til vejnavne på et kommende møde i Kommunalbestyrelsen.
Skrevet af Brøndby Kommune