Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

06.09.19

I regn og slud skal skolepatruljen ud...

Hver dag i al slags vejr står de der. Udrustet med skilte og veste hjælper elever i skolepatruljen deres store og små kammerater sikkert i skole.

Sådan gør de i Brøndby og sådan gør de i Steglitz-Zehlendorf i Berlin. I denne uge mødes de to byers skolepatruljer, som en del af venskabsbysamarbejdet. 

Brøndbys venskabsbysamarbejde med Steglitz-Zehlendorf kunne sidste år fejre 50-års jubilæum. De to byers skolepatruljer besøger på skift hinanden, og i år er det Brøndby Kommune, der har værtsrollen.

Brøndby Kommune har en meget velfungerende skolepatrulje med 35 aktive skolepatruljeelever, der som en del af udvekslingen inviterer deres tyske ”kolleger” med hjem til hygge, mad og oplevelser. I løbet af ugen skal de danske og tyske skolepatruljeelever således både bowle, klatre i trætoppe og en tur i Tivoli.

Et besøg på Brøndby Rådhus er også en del af programmet, og her benyttede borgmester Kent Magelund da også lejligheden til at rose eleverne for den store indsats de gør, for at hjælpe deres kammerater trygt og sikkert i skole.

Passer på de små trafikanter
Skolepatruljerne er elever fra 6. og 7. klasse, der hver dag står parat med den let genkendelige vest og stav og sikrer, at alle elever kommer sikkert over vejen og i skole. Jobbet som skolepatrulje er ulønnet, og hver elev har typisk tre vagter om ugen året rundt i to år. 

Alligevel har hverken Brøndby eller Steglitz-Zehlendorf problemer med at få eleverne til at melde sig til skolepatruljen.

”Vi har faktisk venteliste til vores skolepatrulje her i Brøndby”, fortæller Keld Reitov, der er lærer på Brøndbyøster Skole og skolepatruljeinstruktør.

I år er der endnu en gang lagt op til en begivenhedsrig uge, som tak til de elever, der hver dag hjælper deres kammerater.

Skrevet af Brøndby Kommune