Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

23.09.19

Levende og lokal historieundervisning på skoleskemaet

Elever fra Brøndby Strand Skoles 4. og 5. klasser legede sig i bogstaveligste forstand igennem Brøndbys historie fra stenalderen og op til nyere tid, da frivillige og skoletjenester afholdt Historiens Dag. Her handler det nemlig ikke ’kun’ om at høre om de forskellige spændende tidsperioder, men om at ’se’, ’høre’, ’røre’ og ’gøre’ tingene selv.

Igen i år blev festivalen Historiens Dag afholdt. Denne gang for 4. og 5. klasserne på Brøndby Strand Skole. Her blev eleverne præsenteret for gamle lege og aktiviteter af skoletjenester og frivillige for at gøre historien spændende og relevant.

Fra tidlig morgen blev der sat telte op, tændt bål og gjort klar til eleverne. En lang tidslinje var centrum for den historiske fortælling om Brøndby fra stenalderen og op til nyere tid.

Eleverne kunne besøge et arkæologisk værksted, hvor de skulle udgrave en stenaldergrav. De lærte også om de nordiske guder i vikingetiden og de vilde kampe mellem svenskere og danskere i middelalderen.

Brøndby Strand Kirke formidlede om reformationen. Og de frivillige fra Brøndby Møllelaug fortalte om landbrugshistorien i Brøndby. Nyere tid stod Forstadsmuseet for, hvor de lavede billedlotteri om dengang højhusene i Brøndby strand var helt nye og moderne.

Festivalen er med til at give eleverne et historisk overblik og kendskab til egen lokalhistorie. Her er det muligt for eleverne at afprøve og lære på en måde, som ellers ikke er mulig i klasselokalet. For eksempel lærer eleverne ved selv at afprøve de gamle håndværk eller at arbejde som en arkæolog.

På Vestegnen findes der mange gode kulturhistoriske skoletilbud, som skolerne kan benytte. Det skulle Historiens dag også gøre lærere og elever opmærksomme på.

De forskellige deltagende på Historiens dag:

  • Middelalderlandsbyen
  • EGU Vestegnen
  • Brøndby Strand Kirke
  • Brøndbyvester Møllelaug
  • Forstadsmuseet
  • Forhistorisk arkæolog Anne Mikkelsen

 

Skrevet af Brøndby Kommune