Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

10.10.19

Rykind på rådhuset om Brøndbys nye planer

Mere end 65 borgere deltog i Brøndby Kommunes planbazar og var med til at diskutere forslaget til kommuneplan 2019 og den nye spildevandsplan. Gode ideer blev byttet for regnbedsplanter og taske til affaldssortering.

Planbazar 2019 på Brøndby Rådhus

Tirsdag den 8. oktober 2019 stod rådhusets døre på vid gab i Brøndby Kommune. Her havde man nemlig inviteret alle interesserede ind til en eftermiddag, hvor det handlede om nogle de nye planer, der netop nu er på bordet i Brøndby. Medarbejdere og borgmesteren stod klar til at tale mere med de fremmødte om fx de fremtidige rammer for byudvikling, detailhandel, erhverv og grønne områder – emner fra den kommuneplan, der er i høring frem til den 30. oktober 2019.

Det handlede også den aktuelle spildevandsplan, der er i høring indtil den 7. november 2019. Derfor fik de fremmødte bl.a. ideer til, hvordan man kan gå til den overgang fra fælleskloakering til separatkloakering, som Brøndby står overfor.

Der blev diskuteret og forklaret på livet løs, og der var regnbedsplanter til alle og affaldsteamet kvitterede med tasker til affaldssortering og bioskrabere til dem, der kom med gode forslag til, hvordan Brøndby bliver endnu bedre til affaldssortering. Både kommuneplan og spildevandsplan er i høring netop nu og alle kan give deres besyv med.

Læs mere om Forslag til Kommuneplan 2019 og Spildevandsplanen under Planer i høring.

Hvis du har kommentarer, indsigelser eller ændringsforslag til Forslag til Kommuneplan 2019, så indsend et høringssvar eller send svaret på mail til tf-byplan@brondby.dk inden den 30. oktober 2019.

Hvis du har kommentarer, indsigelser eller ændringsforslag til Spildevandsplanen, så indsend et høringssvar eller send svaret på mail til miljo@brondby.dk inden den 7. november 2019.

Du kan også sende dit høringssvar med post til:

Teknik- og Miljøforvaltningen
Park Allé 160
2605 Brøndby

Høringssvar vil blive offentliggjort i forbindelse med den politiske behandling af sagen. I den forbindelse vil alle personoplysninger blive sløret, og kun adresse og navn vil fremgå.

 

Skrevet af Brøndby Kommune