Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

20.11.19

Brøndby vil op på 80 procent uddannede pædagoger i dagtilbud

Efter flere år med minimumsnormeringer i daginstitutionerne går Brøndby Kommune nu skridtet videre. Kommunalbestyrelsen har sat penge af til, at den i forvejen høje andel af uddannede pædagoger i Brøndbys daginstitutioner skal helt op på 80 %.

Børnehuset Uglebo

Minimumsnormeringer er ikke nyt i Brøndby Kommune, hvor det har været virkelighed i flere år. Men det er ikke alene gjort med et rigeligt antal hænder til børnene – det handler også om hvilken uddannelse, de voksne har. Brøndby Kommune ligger i dag allerede højt med 62 % uddannede pædagoger i byens 24 dagtilbud. Men lokalpolitikerne har prioriteret, at tallet skal helt op på 80 % i løbet af de næste år.

”Vi vil investere i vores børn - det er den mest betydningsfulde investering, vi kan foretage. Og det gør vi ved at være virkelig ambitiøse og sørge for, at der er høj kvalitet i vores dagtilbud.  Vejen til høj kvalitet går via uddannede pædagoger. De har nogle unikke faglige kompetencer, der sikrer børnenes trivsel og deres udvikling. Derfor er det en enig kommunalbestyrelse, der står bag, at vi bruger midler på at komme op på 80 % uddannede pædagoger,” fortæller borgmester i Brøndby, Kent Magelund.

28 medhjælpere pædagoguddannes
Bestræbelserne på at få flest mulige pædagoger har været i gang i en længere periode, hvor ledige stillinger i Brøndbys daginstitutioner er blevet besat af uddannede pædagoger. Desuden er 28 pædagogmedhjælpere fra Brøndby Kommune netop nu i gang med at tage pædagoguddannelsen. Når de er færdiguddannede i 2022, forventer man at være oppe på 80 % uddannede pædagoger i alle Brøndbys dagtilbud.

”Med den normering vi har i Brøndby og med den høje andel af uddannede pædagoger, kan vi gøre en positiv forskel for børnene. Og selvom vi kan have travle dage, så er der tid til at få sagt ordentligt farvel til mor og far og til den vigtige voksen-barn-relation i løbet af dagen. Vi arbejder meget sprogstimulering, og vores hus er fysisk indrettet efter de seks læreplanstemaer. Men vigtigst, så har vi luft til og fokus på læring i hverdagssituationerne og det daglige møde med barnet. Her kan vi som pædagoger virkelig understøtte barnets trivsel og udvikling,” fortæller Maria Kensø, leder af børnehuset Uglebo i Brøndby Strand.

Børnehuset Uglebo har allerede i flere år haft en andel på 80 % uddannede pædagoger blandt personalet.

Skrevet af Brøndby Kommune