Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

28.11.19

Brøndbyvester Mølle skal renoveres

Den mere end 100 år gamle mølle er ramt af råd og vingerne er pillet ned af sikkerhedsmæssige grunde. Der er nu afsat 1,2 mio. kr. til at renovere møllen, så den står klar i en ny version i 2022.

Over for Brøndby rådhus står et af Brøndbys ældste vartegn, Brøndbyvester Mølle. Møllen daterer tilbage fra 1888 og har siden sommeren 2019 stået uden vinger, da de måtte tages ned af sikkerhedsmæssige årsager. Der er brug for en renovering af det gamle vartegn, da der ud over råd i møllevingerne også er trængt vand ind i møllens tag.

”Vi har haft en god dialog med Brøndbyvester Møllelaug, og vi har også konsulteret en professionel møllebygger for at træffe den bedste beslutning om møllens fremtid. Jeg er glad for, at vi er landet på en løsning som sikrer, at møllens renoveres på en måde, så dens autentiske udtryk bevares, samtidig med at løsningerne er langtidsholdbare og fornuftige i forhold til vedligehold,” siger borgmester Kent Magelund.

Kommunalbestyrelsen har vedtaget at afsætte 1,2 mio. kroner til møllen, så den kan få nyt tag, ny hovedaksel og nye møllevinger. Man forventer, at renoveringsarbejdet er færdigt i 2022.



Skrevet af Brøndby Kommune