Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

14.11.19

Julearrangementer i Brøndby

Traditionen tro byder november og december på en række hyggelige og gratis julearrangementer for både børn og voksne. I år kan du tilmed glæde dig til en ny festlig tradition for hele familien, når lysene tændes på det store juletræ foran Brøndby Rådhus. Så kig med og lad dig inspirere af vores lille guide.

Banner med teksten jul i Brøndby

Jul i Brønden

Fredag 29. november kl. 15

Traditionen tro kickstarter vi december med Jul i Brønden. Først ser vi teaterstykket ”Juleballaden” kl. 15.00, så tænder vi juletræ, danser og synger. Der vil også være juleklip, hvor I kan lave julepynt eller tegne et brev Julemanden. Til slut får vi kaffe, saftevand og kage. Pst! Juleballaden er udsolgt, men hvis nogle med billet bliver forhindret i at deltage, lukker vi op for flere gæster i salen.

Sted: Kulturhuset Brønden, Brøndby Strand
Centrum 60, 2660 Brøndby Strand

 

Julemarked i Pensionisthuset Møllen

Fredag den 29. november kl. 15.00-18.00 og

lørdag den 30. november kl. 11.00-14.00

Traditionen tro er der til Møllens hyggelige julemarked både gløgg og æbleskiver og salg af hjemmelavet julehåndarbejde, juledekorationer og gravpynt.

Sted: Brøndby Møllevej 37, 2605 Brøndby

 

Naturskolens Juleværksted

Lørdag den 30. november kl. 11.00-14.00

Brøndby Naturskole afholder Naturskolens hyggelige Juleværksted for hele familien i samarbejde med Ungdomsskolen, vejpladsen og spejderne Ulf Jarl. På dagen vil der blive mulighed for at lave juledekorationer, dyppe lys, lave pandekager på bålet, samt at være kreativ med friskt træ.
Sted: Voldgaden 21D, 2605 Brøndby

 

Julemarked på JAC Vestegnen

Lørdag den 30. november kl. 13.00-16.30

Job & Aktivitetscenter Vestegnen afholder julemarked på Hesselager. Til julemarkedet vil der være boder med udstilling og salg af egen produktion, lav-selv juledekorationsværksted, bag-selv småkager, musik, salg af juletræer og en julecafé med godt til ganen.

Sted: Hesselager 7-11, 2605 Brøndby

 

Juleklip for børn

Søndag 1. december kl. 11

Skal vi klippe vores julehjerter sammen? Vi skruer helt op for julerierne med juleklippe-klistre.
Sted: Kulturhuset Brønden, Brøndby Strand
Centrum 60, 2660 Brøndby Strand

 

Vi tænder Brøndbys juletræ

Søndag den 1. december kl. 16-17.30

Glæd dig til en ny festlig tradition for hele familien, når borgmesteren tænder lysene på det store juletræ foran Brøndby Rådhus. Der vil være julesange og salg af julepynt m.v. fra boderne. Julemanden kommer også forbi og deler slikposer ud til de første 250 børn og gløgg og æbleskiver til de første 250 voksne.

Sted: Brøndby Rådhus, Park Allé 160, 2605 Brøndby

 

Krea-lørdag med juleklip

Lørdag 7. december kl. 10

Slip dine fantasifulde drillenisser løs med saks og papir på Brøndbyvester Bibliotek.
Sted: Brøndbyvester Bibliotek, Glentemosen 13, 2605 Brøndby

 

Julemarked i Middelalderlandsbyen

Lørdag den 7. december kl. 10.00-16.00

Middelalderlandsbyen afholder igen i år hyggeligt julemarked med boder og kaffe/the med kager, der kan købes til næsten middelalderlige priser. Der vil blive arbejdet i landsbyen på dagen med håndværk og der vil være mulighed for at købe gaver og lækkerier i salgsboderne. Til frokost sælger Korsfarerne vanen tro mjød og øl.

Sted: Nybovej 11, 2605 Brøndby

 

Julehygge i Kilden

Søndag 15. december kl. 11

Juleklip og julefilm i Kilden. Klip noget nyt til træet, snup kreationen med hjem eller overrask bedste.

Sted: Kulturhuset Kilden, Nygårds Plads 31,
2605 Brøndby

 

Julebio

Lørdag 21. december kl. 10.30 og 13

Har I klaret alle julegaveindkøbene, og venter I bare på, at det skal blive den 24. december? Så tag en tur med familien i BiFFEN i Brønden.

Kl. 10.30: julefilm for de mindste

Kl. 13.00: julefilm for hele familien

Gratis billet på oplevbrondby.dk

Sted: Kulturhuset Brønden, Brøndby Strand
Centrum 60, 2660 Brøndby Strand

 

Flere julearrangementer 

Arrangementerne i listen er udelukkende julearrangementer, der er arrangeret af Brøndby Kommune og kommunens institutioner. Du kan finde flere julearrangementer på www.oplevbrondby.dk. Er du lokal aktør, en forening og eller organisation med tilknytning til Brøndby Kommune har du også mulighed for selv at oprette et arrangement, så der kan komme spot på din oplevelse. Opret dit arrangement her:  www.oplevbrondby.dk/opret-event

Skrevet af Brøndby Kommune