Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

09.03.20

Brøndby Kommune aflyser pga. corona

For at inddæmme coronasmitte må flere kommunale arrangementer i Brøndby udskydes eller aflyses.

Brøndby Kommune følger myndighedernes retningslinjer nøje og har i den forbindelse måtte udskyde eller aflyse flere kommunale arrangementer.

”Det er selvfølgelig yderst beklageligt, at vi må aflyse flere arrangementer. Men set i lyset af myndighedernes seneste retningslinjer, så er vi ikke i tvivl om, at vi bliver nødt til at aflyse ikke mindst indendørs arrangementer, hvor man er fysisk tæt, og hvor der risikerer at være folk i risikogruppen til stede. Smitterisikoen forøges med antallet af personer, som er samlet og den risiko vil vi naturligvis ikke udsætte vores borgere for. Vi er kede af den ulejlighed og skuffelse, det vil betyde, men vi håber på alles forståelse for, at vi gør alt hvad vi kan for at forebygge coronasmitte,” siger Kent Magelund, borgmester i Brøndby Kommune.

Brøndby Kommune er blandt andet blevet nødsaget til at aflyse Brøndby Ungdomsskoles årlige muscialforestilling i uge 11 og foreningsfesten AKTIV, der skulle være holdt i Michael Laudrup Loungen på stadion den 27. marts 2020. Det skal afklares om musicalforestillingen kan udskydes og afvikles senere.

Myndighederne opfordrer, at man selv ved mindre arrangementer ikke deltager, hvis man har symptomer på luftvejsinfektion, at man placerer sig med større afstand til hinanden end normalt og at håndsprit eller vådservietter er tilgængeligt.

Den aktuelle oversigt over de arrangementer, Brøndby Kommune må aflyse eller udskyde for at forebygge coronasmitte, kan man se her. Det drejer sig pt. om:

• Musical: The Wizz, Brøndby Ungdomsskole, den 10., 11. og 12. marts 2020 aflyses. Det afklares senere om der er tale om en udskydelse.

• Foreningsfesten AKTIV den 27. marts i Michael Laudrup Loungen udskydes til efteråret 2020.

• Grundlovsceremoni, Brøndby Rådhus, den 2. april 2020 udsættes.

• Energirådgivningsevent for Erhvervssammenslutningen og lokale virksomheder, den 2. april 2020 er aflyst.

• Brøndby Kommunes ældre- og tandpleje må aflyse enkelte lokale arrangementer, men de involverede får direkte besked

Hold dig opdateret på Oplevbrondby.dk ift. arrangementer i Brøndbys kulturhuse.

Er man i tvivl om et kommunalt arrangement gennemføres eller bliver aflyst, bedes man tage kontakt til arrangøren.
Skrevet af Brøndby Kommune