Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

23.03.20

Brøndbyvester Skole skal udvides

Brøndbyvester Skole har brug mere plads i takt med, at børnetallet i bydelen stiger. Derfor er der nu en forudgående høring i gang om kommunens planer om at inddrage de tilstødende kommunale arealer og om nødvendigt nedrive Gildhøjgård og Tjørnehøjgård.

Her skal Brøndbyvester Skole udvides

De fysiske rammer er ved at være for små på Brøndbyvester Skoles Tornehøj-afdeling og der er udsigt til, at der med den nuværende byudvikling kommer flere børnefamilier til Brøndby. Derfor skal skolen udvides og for at det kan lade sig gøre, bliver man nødt til at ændre kommuneplanen og udarbejde en ny lokalplan. Planen er nu i forudgående høring frem til den 26. april 2020, hvor alle borgere kan komme med input til kommunens forslag om, hvordan udvidelsen skal finde sted.

”Brøndby er i en rivende udvikling, og det betyder også, at vores skoler vokser. Vi skal sørge for gode og opdaterede forhold for vores lærere og elever og vi har længe talt om, at det bliver nødvendigt at udvide Brøndbyvester Skole.  Jeg er glad for, at vi nu er så langt med planerne om, hvordan vi kan få den ekstra plads, at vi kan involvere borgerne og høre deres mening,” siger borgmester Kent Magelund.

Konkret vil man udbygge skolen ved at inddrage de kommunale arealer, der støder op til Brøndbyvester Skole. På nabogrundene ligger bl.a. de bevaringsværdige bygninger Gildhøjgård og Tjørnehøjgård. Bygningerne er dog i så ringe stand, at man ikke vurderer, man kan istandsætte dem. Planerne, der nu er i høring lægger derfor op til, at kommunen om nødvendigt kan nedrive gårdene og inddrage arealerne til skoleudbygningen.

Dette er første høring på området, hvor man kan komme med input, der relaterer sig til bestemmelser om højder og bebyggelsesprocent samt afgrænsning af kommuneplanrammen. De øvrige forhold behandles senere, når man fastsætter de nærmere krav til udformning af skoleudbygningen.

Høring
Høringsperioden går fra den 23. marts til den 26. april 2020. Du kan sende forslag og kommentarer på mail til tf-byplan@brondby.dk.

Forslag og kommentarer vil blive offentliggjort i forbindelse med den politiske behandling af sagen. I den forbindelse vil personoplysninger blive sløret, dog undtaget navn og adresse(r). Du kan læse mere om, hvordan vi behandler dine oplysninger i Brøndby Kommunes privatlivs- og databeskyttelsespolitik på http://www.brondby.dk/data. Her kan du også downloade Privatlivs- og databeskyttelsespolitikken som pdf-version.

Efter høringsperioden vil de indkomne forslag og kommentarer blive behandlet og inddrages i udarbejdelsen af det nye plangrundlag, som efter kommunalbestyrelsens godkendelse bliver sendt i ny offentlig høring i overensstemmelse med planloven.

Yderligere oplysninger
Spørgsmål kan stilles til Teknik- og Miljøforvaltningen, Byplanafdelingen, e-mail: tf-byplan@brondby.dk eller tlf. 4328 2434. Mærk din e-mail med ’Forudgående høring om udbygning af Brøndbyvester Skole’.

Se flere detaljer i høringsbrevet, der er udsendt.
Skrevet af Brøndby Kommune