Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

23.06.20

Brøndbys første strategi peger på fællesskaber

Brøndbys kommunalbestyrelse har vedtaget kommunens første samlede strategi, der sætter retning for Brøndbys udvikling det næste årti. Med stærke fællesskaber som overordnet pejlemærke skal politikerne nu arbejde målrettet med bl.a. uddannelse og klima.

Strategi
Det er en enig kommunalbestyrelse, der står bag Brøndby Kommunes første samlede vision og strategi, ”Brøndby 2030”.

Politikerne har arbejdet med strategien det seneste års tid, hvor de bl.a. har talt med Brøndbys borgere og afholdt møder og workshops med eksperter, interessenter, medarbejdere og ledere. Senest var strategien i høring i april 2020, hvor alle kunne bidrage med deres input.

Det har været en konstruktiv proces, hvor politikerne har afholdt flere temamøder med grundige politiske drøftelser. Kommunalbestyrelsen har haft stor ros til processen, som har givet dem anledning til at drøfte nye langsigtede politiske perspektiver og til at gå i dialog med borgerne.

Under en vision om at skabe stærkere, sundere og mere bæredygtige fællesskaber i Brøndby har kommunalbestyrelsen vedtaget fem fokusområder, som får et ekstra politisk fokus frem mod 2030.

Det drejer sig om:

1. Flere i uddannelse og beskæftigelse
2. Større variation i natur og grønne områder
3. Mere idræt, sport og bevægelse hele livet
4. Mere varierede boligformer
5. Mere klimavenlig kommune

Brøndby Kommunes nye strategi kan ses her. Næste skridt er implementeringen, hvor strategien skal omsættes til velvalgte indsatser og nye løsninger til gavn for Brøndbys borgere.


Det siger politikerne om Brøndby 2030:


"Vi er ikke bare kommet i mål med et historisk projekt om at udforme Brøndbys første samlede strategi – det er også sket på forbilledlig vis, hvor vi politikere på tværs af politiske partier er nået til enighed om fem vigtige fokusområder. Det er noget, der i sidste ende vil gøre en forskel for Brøndby og borgerne. Det gør mig stolt og glad, at vi i politisk enighed kan sætte så mange vigtige skibe i søen nu, som vil få en positiv betydning for fremtidens Brøndby."
Kent Magelund, S

"Det har taget tid at få udarbejdet Strategi 2030, men det har været en fin proces, hvor alle har kunnet komme med input. For os har det været vigtigt, at borgerne også er blevet inddraget, fx i forbindelse med Kulturnatten og skolernes demokratidag. Flere i uddannelse og beskæftigelse, mere varierede boligformer og en mere klimavenlig kommune, er nogle af de emner, vi især sætter pris på er kommet med, men vi kan se os selv i hele strategien."
Jan Lundquist, Venstre

"I SF er vi rigtig glade for, at klimaet også er med i toppen som et fokusområde. Vi var kun få i kommunalbestyrelsen, som prioriterede det i starten. Så spurgte vi borgerne, og de satte klimaet massivt på dagsordenen. Vi er i forvejen rigtig godt i gang med energibesparelser, genbrug og klimasikring mod mere regn. Det skal alt sammen have en ekstra skalle, og dertil kommer opgaven med at sikre os mod havet i Brøndby Strand. Alle opgaverne frem mod 2030 skal vi nok klare i vores stærke fællesskaber."
Vagn Kjær-Hansen, SF

"Der er mange gode elementer i strategien, den vigtigste for Dansk Folkeparti er dog boligpolitikken. Boligen skal til alle tider være den trygge base for børn, voksne og pensionister uanset status og baggrund. Det er vigtigt, at boligområder afspejler harmoni, samhørighed, ansvar og ejerskab. Derfor forudsætter vores Strategi 2030 også, at der arbejdes på at skabe social og økonomisk balance i boligområderne. Vi mener, at vejen dertil går igennem en 100 % kommunal boliganvisning for de almennyttige boliger. Det er altså et politisk ansvar at skabe den for Brøndby helt nødvendige sociale og økonomiske balance inden 2030."
Allan Runager, Dansk Folkeparti

"Arbejdet med visionerne for Brøndby har været spændende, især fordi processen har inddraget mange mennesker uden for den politiske "inderkreds". Vi har haft temarunder med mange og forskellige organisationer, og ikke mindst borgerhøringerne på Kulturnatten, hvor rigtigt mange gav deres besyv med. Det har sat fem overordnede temaer på dagsordenen, temaer som giver politikerne en rettesnor for, hvad der skal have en særlig opmærksomhed frem mod 2030. Temaerne er velvalgte netop fordi, processen har inddraget og fået masser af inspiration fra borgere overalt i Brøndby. Vi glæder os til at komme i arbejdstøjet."
Steen Andersen, Enhedslisten

Skrevet af Brøndby Kommune
Brøndby Strategi 2030

Brøndby Strategi 2030

Brøndby Kommunes første samlede vision og strategi.