Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

03.07.20

Hatten af for Brøndbyvester Mølle

I næste uge bliver toppen af Brøndbyvester Mølle taget af. Det sker som et led i restaureringen af den mere end 100 år gamle mølle, der nu skal have nye vinger, ny mølleaksel og ny møllehat. Møllen står klar i en ny version allerede senere i år.

Brøndbyvester Mølle
Over for Brøndby Rådhus står et af Brøndbys ældste vartegn, Brøndbyvester Mølle. Møllen daterer sig tilbage til 1888 og har siden sommeren 2019 stået uden vinger, da de måtte tages ned af sikkerhedsmæssige årsager.

Nu er turen så kommet til toppen af møllen, den såkaldte møllehat, og møllens hovedaksel, der også tages ned for at blive renoveret, da der ud over råd i møllevingerne også er trængt vand ind i møllens tag.

Arbejdet med toppen af møllen sker med den største forsigtighed, da man ønsker at bruge den samme møllehat efter restaureringen. Den bliver for eksempel beklædt med træ, ligesom den er i dag, for at bevare det autentiske udtryk.

”Vi havde egentlig troet at Brøndbyvester Mølle først ville være færdig-restaureret om to år. Men det har heldigvis vist sig, at der ikke var så lang en ventetid på nogle af de mølle-dele, som vi skal bruge. Så møllen står både klar hurtigere end forventet og samtidig har vi valgt en løsning, så møllens autentiske udtryk bevares og er langtidsholdbar og fornuftig i forhold til vedligehold,” siger borgmester Kent Magelund.

Kommunalbestyrelsen vedtog sidste år at afsætte 1,2 mio. kroner til møllen, så den både kan få ny møllehat, ny hovedaksel og nye møllevinger. Man forventer, at renoveringsarbejdet er færdigt allerede senere i år.

Brøndby Kommune overtog møllen i 1967 og indrettede senere værested for ældre i møllerhuset. Møllen passes i det daglige af otte frivillige i Brøndbyvester Møllelaug, kaldet ’Melormene’.
Skrevet af Brøndby Kommune