Dette site bruger cookies

Vi bruger cookies til bl.a. statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Se vores cookiepolitik.

01.10.20

Brøndby Kommune opkvalificerer alt rengøringspersonale

Alt fuldtidsansat rengøringspersonale i Brøndby Kommune tilbydes opkvalificering inden for rengøring og dansk. Mens de er på uddannelse, træder ledige til som vikarer. De ledige får dermed en faglig opkvalificering, der kan betyde en vej ind på arbejdsmarkedet igen.

To rengøringspersonaler
Det er en af de berømte såkaldte win-win situationer: Mens rengøringspersonalet i Brøndby Kommune får tilbuddet om at opkvalificere sig, og får muligheden for at gå fra ufaglært til faglært, så bliver de vikardækket af ledige, der også får en opkvalificering, der kan betyde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Rengøringspersonale glad for opkvalificering
Tilbuddet til Brøndby Kommunes fuldtidsansatte rengøringspersonale går på at blive løftet i forhold til nyere viden om rengøring og i forhold til danskfaglige kundskaber.

”Vores rengøringspersonale har taget rigtig godt imod tilbuddet om uddannelse. Mange glæder sig over at kunne blive opkvalificeret og måske at kunne tage et faglært arbejde i den anden ende. Og vi er glade for at kunne højne niveauet for rengøring, som corona har mindet os om er så afgørende, samtidig med, at vi sikrer udvikling for vores dygtige rengøringspersonale,” siger
Birte Juul Olsen, souschef på rengøringsområdet i Brøndby Kommune.

Kompetenceløftet består af et uddannelsesforløb på henholdsvis 18 dage til dem, der allerede har danskkundskaber, og 55 dages uddannelse til dem, der skal have ekstra dansk. Det er Facility Service, TEC, VSK-sprogcenter og Brøndby Jobcenter, der står bag kompetenceløftet.

Ambitiøst projekt løfter fra ufaglært til faglært
Efter uddannelsesforløbet ser man på om nogle af rengøringsmedarbejdere kan optages på videre forløb, der vil betyde, at de bliver faglærte.

”Det er et ambitiøst og stort projekt, vi nu sætter i søen. Ved at løfte en af vores lavt uddannede personalegrupper, får vi skabt mange nye muligheder – både for den enkelte medarbejder og for os som arbejdsgiver. Og så ligger det helt i tråd med Brøndby Kommunes nye strategi, som bl.a. har fokus på, at flere borgere skal i uddannelse og beskæftigelse,” lyder det fra Bjarne Bo Larsen, jobcenterchef i Brøndby Kommune.

Inden medarbejderne er på efteruddannelse opkvalificeres ledige borgere til at kunne bestride vikariaterne. Vikarerne ansættes via jobrotationsordningen, og der er bevilliget 1,6 mio. til ansættelse af vikarer.

De to første opkvalificeringshold omfatter 32 medarbejdere, som starter på TEC i henholdsvis september og oktober 2020.
Skrevet af Brøndby Kommune